Dagbog - april 2006    
     
30.04.06

Men det gik over al forventning. Vi slog rekorden, Toyotaen slog rekorden, og ikke én af os kastede op. Vi slap med hovedpine og det er billig sluppet i en højde, der på GPSen målte 4836 meter over passet Paso de Jama. Grænseovergangen gik også rigtig godt. Det tog mindre end 1 time og både bil og passagerer var i Argentina. Det var mere end spektakulært at køre turen til Purmamarca i Argentina. Dels snoede vejen sig i hårnålesving ned ad Andesbjergene, dels mødte vi mange kaktusser på stenede skråninger men til sidst og absolut ikke mindst fremstår klipperne heromkring i alle mulige farver på en gang. På nogle af klipperne kan vi tælle 5-6 farver og det er ligeså flot som Grand Canyon i USA. Lilla, lyserød, mørkebrun, lysebrun, grøn, hvid og grå i flotte men tilfældige mønstre. Vi fandt ved halv syv tiden en lille campingplads i byen Purmamarca, som overraskende ikke kostede mere end 60 kroner for os alle. Det hele gik så godt i går og vi kunne sagtens leve med pulverkartoffelmos med ristede løg og tomater.

 

Solen er i dag ved at bryde frem til lyden af argentinsk musik, medens Josefine og Mathias vasker op og slås som altid. Vi bliver her en dag mere og finder ud af, om vi skal til Buenos Aires eller måske Rio De Janeiro. 

 

Alle rejsende vi møder, roser Argentina i høje toner. Vi synes, Peru var fantastisk, Chile dyrt men lækkert men hvis Argentina byder på mere, har vi noget at se frem til.

 
 
28.04.06

Ja, så kom vi til Chile. Når der skrives om stigende uroligheder i Bolivia med blokader, er det ikke et svært valg at tage til Chile.

Men Peru har været et meget dejligt rejseland. Macchu Picchu var fantastisk, men de sidste dage i Peru, hvor vi kørte ud i de små landsbyer i højlandet, hvor de aldrig havde set hvide mennesker før. Den første aften sov vi ved en lille flod og de fattige nysgerrige beboere kom med varme majs til os. De smagte vor pulverkartoffelmos og dåsepølser, og kom høfligt maden ned i deres pose, takkede og gik hjem. Vi er blevet vant til pulvermaden, men vi kan forstå hvis ikke de synes den var lækker!

Vi kørte en indianerkvinde hjem. Hun stod med sit lille barn på ryggen og der gik ikke flere busser. Vi kørte hende hjem og hun anviste os en plads midt i den lille landsby på Plazaen og her sov vi næste dag. Alle byens børn var samlet for at se på os mærkelige mennesker i den mærkelige bil. Mon vi var fra en anden planet? Vi var en turistattraktion, men følte os dog selv mere som end rejsende end som turister.

 

Vi kørte langs Titicacasøen og fik ved en lille bi-sø til denne lov til at dele mark med Alpakaer, får og hunde. Vi boede hos en indianerkvinde, som solgte os kartofler med små hvide levende orme i. Vi købte bluser, handsker og huer af hende – naturligvis i Alpaka uld.

 

Det var befriende ved grænsebyen Tacna at få et bad, selvom der ikke var varmt vand til os alle. Vi var rene da vi krydsede grænsen ind til Chile. Dette var en meget nem grænseovergang, men for første gang skulle hele bilen undersøges. Der blev fundet frugt og gamle kartofler med orm i – og det blev klart understreget at dette er forbudt at føre ind i Chile. Som de største kriminelle i verden undskyldte vi og fik lov at køre ind i Chile. Ind i forbrugsparadis, hvor vi gik amok i et stort supermarked. Hakkebøf, orme-frie kartofler, løg, rødvin, engelske bløde karameller, Toblerone og vi kunne blive ved. Ja selv Choko pops blev at finde i Toyotaen. Efter lang tid med pulvermad – eller puddermad som Josefine sagde – er det himmelsk at sætte tænderne i friskt brød og spegepølse. Chile er vestligt, har en høj standard og priserne er skruet op. Nu hedder møntenheden Pesos og vi kommer af med 22.000 når vi handler (220 kroner).

Chile er et meget aflangt land. Oppe nordpå kører vi igennem lange strækninger i ørknen, som ikke er så smuk som i Peru. Der er langt imellem byerne og endnu længere imellem købmænd og supermarkeder. Der skal på alle områder tankes op inden vi kører afsted.

 

Vi har holdt nogle gode dage i San Pedro de Atacama. En lille støvet rolig by som huser flere udlændinge end chilenere. Kathrine er ikke på toppen og vi har taget den med ro, medens hun med feber og opkast og hovedpine hviler ud i bilen. Håber hun snart er frisk, men hun har nu ikke hidtil opbrugt sin kvote af sygedage!

 

Amanda tog en nat en tår af opvaskemidlet. Hun vågnede og var tørstig, bad om vand, Jan rakte ud og fik fat i en flaske og i mørke og i fuld tillid satte hun flasken for munden og drak af opvaskemidlet. Det gjorde ondt i halsen men efter mælk og banan, faldt hun i søvn igen og var frisk næste morgen.

 

Vi har også arbejdet en del i shipping af bil. Den første plan fra Barwill gik ud på at vi skulle shippe fra Santos i Brasilien til Belgien. Denne plan gik af økonomiske årsager i vasken. Vi havde andre kontakter, så nu ser det ud til at vi kan shippe fra Buenos Aires i Argentina til Frankrig. Lidt mere eksotisk end Belgien!! Lad os se hvad det ender med.

I morgen krydser vi grænsen ind til Argentina. Men dette desværre i 4000 meters højde. Ikke Amandas livret, så vi skal hurtigt have det overstået. Vi slår nok rekorden med hensyn til højder i morgen, hvis alt går vel. Vi skal krydse et peak på 4855, men vi glæder os ikke!!
 
 
17.04.06

Vi ankom uden de videre dårlige oplevelser og udfordringer til Cuzco, som er en hyggelig by med kirker, inka-historie og masser af bureauer, der tilbyder ture til Machu Picchu.

Vi er glade for at have fundet et sted, hvor det kun koster os 80 kroner pr nat at bo, vi kan have bilen holdende og dermed ”spise” fra bilen. Der er også et lille køkken, hvor vi kan lave lidt mad, så det passer fint til os.

Vi blev hurtigt i dårligt humør over alle de bureauer, der for de billigste penge kan arrangere os en tur. Ved nærmere beregning måtte vi konstatere, at vi ikke selv kan lave en tur til Machu Picchu billigere end bureauerne kan. Fra Cuzco skal man med tur til den lille hyggelige by Aqua Calientes, hvorfra man næste morgen tager bussen til Machu Picchu. Vi så aldrig den lovede guide fra Cuzco, hotellet nåede at skifte navn tre gange, de havde glemt at fortælle os at toget ikke gik fra Cuzco, men fra en anden lille by, hvor der lige var to timers buskørsel fra Cuzco…køber vi for billigt? Sikkert og vi når også at blive negative men tingene løser sig jo alligevel og så kan vi grine af det bagefter.

Turen til Machu Picchu var helt igennem fuldendt, flot, interessant og uforglemmelig. Byen er anlagt omkring 1450 og 1470, som et helligt sted, hvor inkaen (den daværende konge) boede – måske ikke hele året men i lange perioder. Byen, godt gemt bag bjerge, dale og floden. Når skyerne sænker sig over byen, flyder væk igen, kan man blot bruge lang tid på at stå at iagttage de smukke ruiner, hvor hundredvis af turister færdes imellem. Vi fik en super god guide og det er jo næsten halvdelen af turen. Han bar stadig nag til spanierne, og tillagde den gamle religion fra inkaerne stor betydning. Inkaerne forlod byen omkring 1532 og først i 1911 blev den opdaget af Bingham – så den har ligget glemt og uspoleret hen indtil da.

Regntiden er bestemt ikke over, så det har været en kold fornøjelse at være i bjergene – og det er så svært at få tørret vort tøj. Egentlig er det ikke nødvendigt at tage en tur på to dage til Machu Picchu, for Aqua Calientes er blot en lille turistby so mange andre. Men vi fik da prøvet svovlbadene, som indianerne i Ecuador forhindrede os i at prøve dér. Kemiingeniøren mente ikke, at vandet ville kunne holde til de store prøver, men nu hare vi prøvet de varme svovlbade og de skulle være sunde!

Vi har været i kontakt med ulandsorganisationer og ambassader vedrørende situationen i Bolivia og alle er enige om, at efter stabile perioder går Bolivia en ustabil periode i møde, og allerede nu er der varslet strejker og blokader! Blokader har vi sandelig oplevet nok af i Ecuador, så hvorfor søge denne udfordring en gang mere? J Vi overvejer nu at droppe Bolivia og måske køre til Chile, over Argentina til Brasilien… men vi afventer svar omkring shipping.

Jo, selvom vi har orlov er der altid ting, man skal tage stilling til.

 
 
11.04.06

Nazca har været en dejlig oplevelse. Det var meget interessant at se de spændende Nazca linier. Riget før inkaerne, Nazca folket har i ørknen tegnet sælsomme linier, som mange i mange år har efterforsket betydningen af. Man er i dag mere eller mindre enige om, at linierne og de tegnede dyr viser, hvor man i undergrunden kan finde den sparsomme ressource vand. Mange turister flyver over ørknen, hvorfra man kan se alle tegninger og linier, men os fattige kravler op i et højt rødt tårn, hvorfra man kan se tre af tegningerne. Vi fik dermed ikke tegningen af den store kondor at se, som viser en vandlinien op til bjergene – kondorens tilholdssted.

 

Ligeledes var det interessant at se, hvorledes de mange mumier er bevaret i ørknen. De begravede deres døde lige under jordoverfladen og da luften er meget tør i ørknen, er der ikke sket noget med de mange lig – så de sidder der stadig og kan betragtes af turisterne.

 

Nazca bød på historiske ting i Peru, dejlig afslapning, et godt sted at bo, men vi glædede os til at komme videre – op i bjergene.

 

Dagen startede ellers godt – vi nåede både at tjekke mail, få skiftet olie (og dermed udvidet vort spanske ordforråd) og få skiftet den venstre forlygte. Tanken blev fyldt op med diesel, så vi var klar til at forlade kysten for at køre mod Cuzco.

Meget hurtigt gik det op i bjergene – så med et var vi højt oppe i bjergene. Da vi for anden gang nåede op i 4500 meters højde begyndt både Josefine og Amanda at blive rigtig syge. Det starter med kvalme, ondt i maven og de begynder at kaste op. Vi andre bliver svimle og kan have svært ved at trække vejret – højdesygen er barsk ved os og de 4500 meters højde blev ved med at være der. Vi vidste vi skulle ned, men der er kun en vej at følge og den ville ikke bevæge sig nedad. Toyotaen begyndte at vise, at den snart gerne ville have lidt diesel, mørket faldt op, det begyndte at sne og regne og som prikken over i et blev det tåge. Vi var igen i Andesbjergene med golde sletter, barsk vejr, kulde og få mennesker og dyr. Halvdelen af familien var meget syge af højden og så skal det faktisk gå stærkt med at komme ned, så vi var rigtig nervøse. Kathrine passede Amanda og jeg sad foran med Josefine. Deres opkastninger var eksplosive men højden var også stabil. Det var ikke muligt at se skønheden ved de sneklædte bjerge tæt på os – vi ville bare ned, men vejen ville det anderledes.

 

Men vi klarede også denne dag, selvom vi har været bange igen. Vi ankom til en by, tanken næsten tom for diesel, byen ligger kun i 3000 meters højde og klokken var blevet 20.00 – men vigtigst var, at de fleste i familien begyndte at få det bedre.

 

Dagen startede så godt og så roligt i dejlig varme og pludselig ender vi sne og kulde med voldsomme højdesyge-symptomer, fare for at køre tør for diesel og en voldsom kulde. Vi er nu i byen Chahulla, indlogeret på et hotelværelse til 80 kroner for os alle, Bilen er parkeret lige udenfor og vi har fået en bolle med tun og ost. Vi er lidt overraskede over dagen, og skal igen i morgen over høje pas, men vi ser lige hvordan vi alle har det, for det er vigtigt at akklimatisere.
 
 
09.04.06

Pigerne lod sig smitte af Mathias´ succes ved frisøren i tirsdags, så for 21 soles – 42 kroner – lod de alle tre sig klippe. Det blev gjort godt og nu er de mange tørre spidser væk.

 

Peru var været en rigtig dejlig oplevelse og det er utroligt, at der kan være så stor forskel på de to nabo lande – Ecuador og Peru. Her i Peru tager de igen fat i Amanda og skal høre hvor vi kommer fra og hvad vi alle hedder.

 

Ørknen er ubeskrivelig smuk, og vi bliver ikke trætte af at betragte det smukke landskab. Det er til tider som hvide sukkertoppe, til tider som hårdt brændt sukker med knolde på – men ørknen er der hele tiden – kun brudt af den gode Panamerican Highway, som får Toyotaen til at føle sig som ung igen.

 

Vi stopper ude midt i ørknen, kører ned ad nogle hjulspor og ender langt ude i ørknen, hvor vi slår lejr. Vi har bagt pandekager, lavet tomatsuppe med nudler i lyset fra den nyindkøbte petroleumslampe – og vi har aldrig været så små og så alene, omkradset af et mørke som vi ikke engang finder hjemme i Brenderup. Når lyset slukkes i bilen ved 21 tiden er der kulsort og søvnen indhenter os hurtigt – mærkeligt for vi har ikke lavet andet end at køre og nyde det smukke landskab. Frokosterne har bestået af mangoer, avocadoer, skinke og brød fra bageren, som på sin cykel til tider kan levere frisk brød.

Vi kom helskindet og hurtigt igennem Lima, men den var ligeså ucharmerende som de fleste storbyer – i udkanten af byen i hvert fald.

 

Vi nåede Nazca i går lørdag og blev indlogeret ved et hotel, hvor vi kan bo i bilen. Vi parkerer ved siden af to store turistbusser, men her er lidt have og desværre også de små sandfluer, som efterlader et blodigt bid og en kløe i op til flere dage efter…det er lige før, at vi savner myggestik!!

 

Alle besætningsmedlemmer i Toyotaen meldes i god behold – og det er vigtigt at være taknemmelig for. Alle maver er i orden og ingen epileptiske anfald. Kun svimmelhed om morgenen på grund af medicinen, men vi håber ikke, at Mathias skal fortsætte med medicinen, når vi kommer hjem.

 

Lige nu er rejsen som vi gerne vil have den. Flinke mennesker overalt, vi kan bo i bilen, vi er raske og landet byder på mange spændende oplevelser og smukke landskaber. Forlanger vi for meget?  Nej vel?
 
 
04.04.06

Så har Josefine både prøvet at holde fødselsdag i Australien og nu også i Peru. I går mandag kørte vi igennem en del af Perus ørken, og det er meget flot at se det tørre landskab og de store revner i jorden. Sandet føg hen over vejen og det var meget varmt. Børn pumpede vand op af jorden og æslerne gik stille og roligt omkring og faldt næsten ind i det lysebrune landskab. Vi fandt et hostel i Chiclayo – fordi vi jo skulle finde et anstændigt sted at holde en 12 årig fødselsdag. Morgenmaden var dårlig – frugtsalaten viste sig at være med guldkorn og kaffe, så det var slemt at komme ned til selve frugten – og Josefine som elsker frugt! Vi havde læst om et marked, hvor man kunne se en masse naturmedicin, men det var nu lidt skuffende og lugtede fælt.

Efter en meget godt frokost, en opringning til farmor og en strøgtur fik vi købt en rigtig god lagkage – hvid men med brun sandkage i – vi kom ikke igennem hele lagkagen, men receptionen fik resten.

Så blev der købt tøj – Peru er et godt sted at købe tøj og Josefine havde fået penge af både mormor og Jens og farmor – en god tøj tur.

Her til aften har vi spillet eller leget gæt og grimasser – det grinede vi meget af – drengene mod pigerne – og så var fødselsdagen slut ved 22 tiden – vi var alle trætte efter en god dag.

En anden stor begivenhed var, at Mathias lod sit store hår klippe af – han må opgive at få langt hår og da nogle af pigerne på det lokale tøjmarked var mere end interesseret i ham, mente han det kunne skyldes hans nye meget pæne frisure.

 
 
02.04.06

I Quito den 30-03 fik vi sagt farvel til mormor og Jens – det har været dejligt at have besøg fra Danmark. Det er gået over al forventning at rejse med dem – vi er jo trods alt en gruppe på 8 i alle aldre, som skal have det til at fungere. Seks af os er vant til at rejse sammen og noget sammenspiste efter 9 måneder på jordens landeveje – men tak til mormor og Jens for en måned i Ecuador, hvor vi kunne have været sygehusbesøg og blokader foruden.

 

Bilen havde igen stået sikkert i Cuenca, men det har ikke været helt billigt at have den stående – og tager man de mange flybilletter med, har de indianske oprørere kostet os omkring 15 000 kroner i Ecuador – det er vist dét der hedder uforudsete udgifter!

 

I Cuenca mente de fleste, at vejene mod Peru var frie, men at der ville blive yderligere problemer den efterfølgende uge. Vi fik hverken vasket tøj eller nået andet end at pakke bilen i Cuenca og fredag forsøgte vi igen at komme ud af Ecuador. Vi nåede grænsen om aftenen, og var noget spændte på, om vi kunne komme over med bilen uden nogle problemer. Tolderne i Gyauaquil havde forlagt et af bilens dokumenter, men lovede at de nok skulle sende besked til tolderne ved grænsen. Men kun en måned i Sydamerika har lært os, at ingen aftaler holdes. Om 5 minutter betyder om 1 time, om 10 minutter betyder flere timers ventetid og om et par timer betyder, at det aldrig bliver til noget.

Problemløst gled vi over grænsen til Peru i stegende hede – men lettede over at være kommet ud af Ecuador. Det tog kun to timer og to kopier (nogle gange kan en grænseovergang tage 5 timer og 10 kopier) – dejligt.

Det skiftende landskab i Peru var betagende. Flotte kyststrækninger blandede med ørkenagtige landskaber mødte os på vej ned mod kysten. Vi ankom ved tre tiden lørdag til badebyen Monarca – og selvom den byder på strande, højt musik og høje priser, har vi nydt weekenden her. 12 kg vasketøj er afleveret, mails er blevet besvaret, der er blevet lavet matematikopgaver, lavet krys og tværs og vi fik Ecuador lidt på afstand. Vi tager det roligt ned ad kysten i Peru og glæder os meget til at fejre vor store pige Josefine, som bliver 12 år på tirsdag.

I dag er det 10 år siden min far (Gitte) døde – utroligt som tiden går.