Vi er stadig i Chita. Det hele så ellers godt ud. Vi havde fået købt nye dæk til bilen, købt ind til den seje tur og var mentalt indstillet på at ville nå helt over på den anden side af Rusland. Sådan skulle det ikke være.

Vi tog af sted mandag den 22-08- 2005. Vejene var ikke gode og vi kørte omkring 20-30 km i timen. Der var ingen asfalt vej,men russerne enten ved det ikke eller tager ikke hensynet. De kører stærkt.

Vi holdt ind til natten cirka 250 km fra Chita. Omkring midnat blæste det meget op. Vi troede taget på bilen var lettet og det rykkede i hele bilen. Vi fik børnene samlet men med et drev det over, så vi kunne sove…indtil ved 5 tiden hvor Mathias vækkede os med ondt i maven .Disse smerter har han haft 5 gange før i Danmark hvor vi har været indlagt og været sikker på operation for blindtarmsbetændelse. Men hver gang har lægerne på Middelfart udsat operationen for han havde ikke feber. Han har været undersøgt efterfølgende, men alt har set fint ud. Vi var sikker på at det var det samme denne gang. De smertestillende var smeltet, men vi fik dem gjort kolde igen efter at have talt med vor læge hjemme i Danmark. Vi var sikre på det hele ville ende som det plejede.

Tirsdag valgte vi at køre videre – han havde det bedre, indtil omkring middag hvor han igen kastede op. Vi vendte om – vi skulle ikke køre hele vejen igennem Rusland. Vi tog ingen chancer. Han havde det dårligt. Da hans fingre krampede, øjnene flakkede og munden ikke kunne styres fik vi over satelittelefonen hjælp af vor læge hjemme i Danmark Claus-Henrik Rasmussen som bad Mathias puste i en pose. Han havde hyperventileret på grund af smerterne. Det var en grim oplevelse for alle og Mathias var som os andre blevet meget bange.

Vi kørte og kørte tilbage mod Chita og kom ingen vegne. Vi blev stoppet af politiet to gange og den ene gang var betjenten meget fuld og et møde med en fuld ordensmagt, der dybest set kun ønsker penge, kan være farligt. Vi slap igen. Det var frustrerende. Bilen – bare den ikke ville svigte, den tanke fløj også igennem vore tanker. Bumpene på grund af vejene var hårde mod ham men han holdt ud. Ved 2 tiden om natten til onsdag kom vi tilbage til et lukket hotel – og Mathias sov roligere. Vi tænkte igen at det nok gik over. Vi ventede til formiddag, men han blev dårlig igen og denne gang skulle det gå stærkt. Vi havde været i kontakt med vort forsikringsselskab som havde fundet et børnehospital til os. De ville vide vi ankom. Men det blev værre. Ingen vidste noget, ingen talte engelsk og Mathias havde ondt men måtte vandre rundt fra sted til sted. Vi blev stoppet ind i en gammel sygetransportbil sammen med en hundehvalp og et par russere. Vi kunne forstå vi skulle til et andet hospital. Vejene bumpede og Mathias hoppede rundt på den hårde bænk.

Vi blev modtaget af en usympatisk russisk kvindelig betonklods af læge som viftede børnene væk og ikke ville ringe til den russisktalende person fra forsikringsselskabet.

Som sendt fra himlen kom Pavel, en engelsk talende læge. 15 minutter efter lå Mathias klar til operation. Det skulle gå stærkt. Den kvindelige læge der skulle operere, virkede ligeledes meget kompetent. Mathias og jeg tog elevatoren op på 6. sal, gik ned ad de lange gange til værelse 466 og han lagde sig selv op på båren. En anden behandling end den han har været vant til på sygehuset.

Sygehuset er beskidt, nedslidt og ligner et gammelt museum fra Stalins GULAG lejre. Metalbårerne der transporterer de syge kroppe fra operationsbordet direkte til en seng på stuen, er afskallede og slidte. Mathias var meget bange og bad om at få lov til at vågne op igen. Det var rigtig traumatisk for ham, for os alle, men mest for ham som var vidne til operationsstuer som var uhyggelige, og da det var overstået blev han vækket og bedt om selv at gå over på en båre. Ingen måler puls, der er ingen apparater tilstede, og som lørdagskyllinger kastes patienten eller kroppen over i sengen. Der skal mere end et godt helbred til de russiske tilstande.

Han var rigtig medtaget i de følgende dage. Han havde fået en narkose eller gasart som giver mælkesyre ud i musklerne, så han næsten ikke kunne bevæge sig. Han måtte ikke spise eller drikke og blev meget dehydreret. Uden læge Claus-Henriks hjælp tror vi ikke, han havde klaret det. Vi tog kampen op mod det russiske system og gjorde det, der var muligt i forhold til danske forhold. Mathias fik antibiotika direkte sprøjtet ind i musklerne som skulle være meget meget pinefuldt. Han lå med dræn fra såret som blev fjernet torsdag. Fredag flygtede vi fra hospitalet om aftenen – ”hjem” til et renere hotel og vor egen pleje af ham. En erfaring og oplevelse mere på bagen, som vi alle gerne ville give meget for at have været foruden.

Nu går det godt. Vi renser selv såret og det ser fint ud.

Vi er glade for at være væk for hospitalet, selvom de har reddet hans liv i sidste øjeblik. Vi vil derud igen og takke dem, men først når han er mere på toppen.

Der er beskidt, syge folk står i kø for at få fat i en læge (=stuegang), står i kø for at få det mest elendige mad og flytter sig kun når en metalbåre med en krop kommer kørende i høj fart for at blive smidt på operationsbordet eller tilbage i en seng, der er et museum værdigt. Men alle har været søde og flinke og har gjort deres yderste. De vil synes vi er utaknemmelige, når vi er flygtet derfra, men hensynet til Mathias er større, og her går vi ikke på kompromis.

Vi har igen fået kontakt med den engelsk talende læge, og vi er glade for det ser ud til, at han vil hjælpe os med at komme videre – dog med tog. Vi skal ikke ud at køre denne strækning til Vladivostok i bil.

Det har været en meget barsk oplevelse for os alle – mest Mathias naturligvis – men for os andre også idet vore beslutninger har været så afgørende. Vi vendte for sent om – det skulle vi have gjort om morgenen, da han blev syg.

Puha – vi er her alle og priser os lykkelige for dette. Vi sunder os i disse dage.

At komme til en by med 350 000 indbyggere, uden et kort, få oplysninger i guidebogen (nå jo – at det er sjældent her kommer vestlige turister), det ene turistkontor er lukket, det andet er flyttet, ingen taler engelsk og de hoteller vi møder er ikke skruet sammen til vor økonomi og kender ikke til at man kan bo i en bil! Dette er en udfordring for os selvom vi har rejst meget og efterhånden er vant til at rejse i Rusland.

Chita var en hård nød at knække – det tog 6 timer fra vi kom til vi var installeret på et hotel – de 3 store børn på et værelse og resten i bilen. På denne måde har vi adgang til bad og toilet, er ved bilen og kan nogenlunde klare udgifterne Hoteller er relativ dyre i Rusland.

Vi ”knækker nødden” ved at henvende os til alle der blot kan sige ”hello” på engelsk. Folk i DVD butikker, folk på gaden og til sidst rejsebureauer for russere, hvor der ofte, som også i Chita, er en enkelt der kan tale engelsk. På rejsebureauet var de meget hjælpsomme og hjalp os med at finde dette hotel, hvor man accepterede bilen J 

Vi føler vi kører i Mongoliet – eller sådan som vi forestiller os at Mongoliets stepper ser ud. Bjerge i horisonten, store åbne sletter, nogle med få træer på og ofte med hyrder der driver deres kvæg eller heste af sted. Det er et flot stykke asiatisk Rusland vi kører igennem. Vi møder de modkørende biler fra Vladivostok – tapet ind for at undgå stenslag på lakken, beskidte og med et nummer i ruden i stedet for en nummerplade. De japanske second hand biler med rattet i ”den forkerte” side er klar til videresalg. De har overstået det værste af strækningen!

I dag besøgte vi Sibiriens hellige buddhistiske sted, Ivolgonsk Datsan. (30 km udenfor byen) Det er altid roligt og højtideligt at besøge disse hellige steder og det minder os endnu engang om, at vi er i Asien. Størstedelen af burjaterne er buddhister og dette hellige sted blev bygget i 1947. Stalin gav lov til at dette ene blev bygget som tak for burjaternes hjælp under 2. verdenskrig. Han havde ellers selv givet ordre til at alle templer skulle jævnes med jorden, men her blev der givet lidt tilbage.

Børnene lærte at man i templet bevæger sig i urets retning og ikke vender ryggen mod alteret og derfor går baglæns ud. Kun Amanda overholdt ikke dette! Mathias var fascineret af munkene, deres bønner og røde klæder. Dalai Lama har besøgt templet flere gange, men disse besøg er nu sat i bero af hensyn til forholdet til Kina. (Kina og Tibet har et vanskeligt forhold til hinanden)

Tilbage i Ulan-Ude ledte vi forgæves efter reservehjul, dette må vente til Chita, og vi kom igen på farten. Noget tyder på , at vi kan få vanskeligheder med at få den rigtige størrelse på reservehjulet.

Farvel til Ulan-Ude, som er en moderne ren pæn by. Hyggelig og med mange muligheder. De fleste tager herfra videre til Mongoliet – ikke os – vi vil igennem Rusland!!

Det var dejligt at vågne på et hotelværelse og kunne give Mathias sine gaver og ønske ham tillykke et anstændigt sted! Når børnene har fødselsdag fejres dette bl.a. med overnatning og bad på et hotel.

Han valgte desuden at spise sig mæt i formidable pizzaer på gågaden i Ulan-Ude. Sikke en 16 års fødselsdag!!

Og tænk at kunne sidde på et hotelværelse og med den bærbare se nye DVDer – til 30 kr stykket for 6 film på en DVD…men så fås den også kun med russisk tale!

Et besøg på et turistkontor gav os gode informationer om vejene til Vladivostok. Vi talte med en professionel chauffør, som henter japanske biler i Vladivostok. Ved indkøb af yderligere reservehjul, skulle turen kunne lade sig gøre.

Vi ville gerne have haft solrige dage ved Bajkalsøen. Vi ville have ladet os solbrune medens vi lod os afkøle af søens klare vand…..sådan skulle det ikke være.

Vi har tilbragt 3 dage ved Bajkalsøens østkyst – nogle af os med hold i ryggen, i 12 graders kulde, i silende regn og med lange bukser og varme trøjer. Men det var nu alligevel hyggeligt. Vi lavede bål og snobrød og læste mange bøger, lavede sandslotte og slappede af. Nogle var en enkelt eller to gange i søen men det var også dét. Den dag hvor der var tørvejr, blev der vasket tøj. Bajkal kaldes "Sibiriens blå øje" - vi synes Bajkal lider en smule af øjenbetændelse!

Det var lidt dejligt at komme til Ulan-Ude som er meget asiatisk. Leninhovedet på ”kommunistpladsen” skuer ud over pladsen – nærmest hen imod Internetcafeen, hvor vi læste dejlige mails. Et russisk rockband spillede ved hans højre øre og pladsen var fyldt med russere – de fleste med et asiatisk udseende- men også meget politi som altid. Man kan ikke mærke at denne by først blev åbnet for udlændinge i slutningen af 1980erne. Ulan-Ude er hyggelig – mere end vi kan sige om den parkeringsplads hvor vi for 75 rubler har fået lov til at overnatte. Vi nød tørvejret i byen.

De ansatte på stedet hvor vi stoppede for at overnatte, viste stolt deres sted frem, som blev brugt til skoler o. lign. Hvorfor ser de ikke affaldet som ligger i vandkanten ved søen? Vi forstår det ikke. Hvorfor ser de ikke toiletterne som bare er huller i jorden, men som er ”overbemøgede”? Bajkalsøen er i fare hvis ikke russerne bliver miljøbevidste, men der er et langt stykke endnu. Vi måtte selv vælge pladsen hvor vi skulle sove…men senere kom der en og sagde at direktøren gerne så, at vi sov et andet sted. Dette var langt væk, nede bagved, tæt ved skoven. Vi kan ikke finde ud af om vi gemmes væk af hensyn til russerne eller vi skånes i forhold til russerne ?????

Mekanikeren kan svejse udstødningsrøret for 400 rubler inkl. to nye pakninger – dette tager vi imod. Amanda kaster igen op – er det mon varmen?

Bilen skal gøres klar til den sidse etape. Vi har talt med en englænder og en tysker, som er på vej på cykel igennem Rusland. De havde ikke lovende udsigter til vejene. Især når regn og dårligt vejr snart sætter ind, og vejene bliver som sæbe. Hhmmmm … ikke lige hvad vi havde regnet med.

Morfar ville i dag have været fyldt 66 år – og det er nu 9 år siden han døde – det er utroligt som tiden går – vi får talt en del om vore fædre.

Mekanikeren får ordnet bilen ved Green House, men da der skal luft i dækkene kører Jan med hen til mekanikeren. Havde han set værkstedet inden mekanikeren gik i gang, ville vi have afslået hans hjælp. Luft i dækket fik vi af en gammel køleskabskompressor!

Opskriften på en elendig 43 års fødselsdag:

• Konen får hold i ryggen

• Restauranten lukker inden vi får morgenmad

• I stedet for en skægtrimmer, er vi kommet til at købe en hårklipper til vor far

• På vej ud af byen taber bilen udstødningsrøret

• Det er søndag, så alle mekanikere har lukket

• Mathias får dårlig mave

Sikke en start på en dag, som vi ellers havde glædet os til. Vi kørte i en enorm larm til Listvyanka, som ligger knap 70 km fra Irkutsk ved Bajkalsøen. Vi ankom trætte og vågnede skuffede op over byen som var beskidt, affald over det hele, køer på kørebanen og mange fulde russere. Vi var ankommet til den russiske riviera!!

Ved et hvidt hus som hed Green House, ned til Bajkalsøen, fik vi lov at bo i bilen, bruge deres toilet og have adgang til bad – 500 rupler pr. nat. Det lysnede.

Bajkalsøen er verdens dybeste sø (1637 m.) og med en længde på 636 km minder den bananformede sø mere om et hav end en sø, når man står ved den. Forskere mener at den er begyndelsen til et nyt ocean og at den ville kunne forsyne verdens befolkning med vand i 40 år, hvis vi pludselig stod uden vand. Omul er en fisk som kun lever i Bajkal og jeg synes hele byen er fyldt med røget omul. Jan spiste en til aften og den smagte godt.

Jeg ved ikke om vi kommer til at opleve den lille ferskvandssæl, nerpaen, eller dybvandsfisken golomjanka, som eksploderer hvis man trækker den op af vandet på grund af trykforskellen. Lige nu ser vi mest på det beskidte men det kan være, at vi i morgen med friske øjne kan se noget andet. Sådan er det vist tit. Alle oplevelser og mennesker skal ses igennem friske, udhvilede og velafbalancerede øjne!

De to store børn blev kaldt over til kortspil af nogle østrigere og Mathias vandt. Danmark vandt over Østrig i kortspil på denne dag, og dette løftede lidt af dagen!

Tillykke til Jan med de 43 år.

Opskriften på en dejlig 14 års fødselsdag:

• Glade familiemedlemmer

• Rolige dage i Irkutsk

• Telefonkort til at ringe hjem til venner og familie

• Mulighed for at få nyt billigt tøj på det asiatiske marked

• Glattejern

• Dollars af bedsteforældre

• Brevpapir af moster

• Morgenmad på restauranten

• Pølsehorn fra det lokale supermarked til frokost

• En tur på netcafé

Ja, andet skal der ikke til J

Det var alle tiders dag, vejret var godt og vi nød ikke at skulle være på farten. Kathrine var glad for at tale med en del hjemme i Danmark, selvom hun bagefter lige må knibe en tåre. Turen til netcafeen blev tilbagelagt uden brok og støn, da hun kunne spejle sig i mange ruder på vej derned, hvor hun kunne se, at hun faktisk så rigtig godt ud med langt glat hår, nye jeans og flot solbluse.

Alle tiders dag i Irkutsk.

Vi havde en dejlig dag i Irkutsk i dag.

Jeg stod og lavede morgenmad ved bilen ved hotellet og russerne var som altid interesseret i vor bil. De har aldrig set noget lignende og da slet ikke så pakket!! Jeg blev budt nogle penge for vor bil men takkede nej.

Lige bagefter kom en amerikaner og jeg bød ham på lunken kaffe. Vi har nemlig ikke mere gas og kan derfor ikke koge vand mere på gasapparatet. Vi må ty til vore andre brændere. Han spiste morgenmad med os og det var hyggeligt. Patrick arbejder som engelsk lærer i Rusland og rejser lige nu rundt. Spændende at tale med ham som kunne mange historier om den russiske mafia og andet spændende som os ordinære folk ikke kommer til at stifte bekendtskab med! Vi har som jeg tidligere har skrevet, ikke mærket til mafia men vi ved at de er der. Bl.a. fortalte han, at man kan betale sig til eksamenspapirer og andet – men dette har vi endnu ikke haft brug for!

Vi kom på Internetcafe som altid er godt. Vi har vænnet os til at betale en maskine til Josefine og Amanda som spiller spil medens vi andre får læst mails og uploaded hjemmeside.

Irkutsk er en handelsby og dette kunne vi mærke da vi var på det store marked her i dag. Asiatere stod i kø for at sælge os ”mærkevarer” og det er altid dejligt at få et smil og et billigt grin over de alt for høje priser de forlanger af os.

Vi er blevet helt gode til at handle på russisk. Vi forstår ikke meget men vi kan sagtens handle og kommunikere. Vi kan 6 mennesker leve for 300 kroner om dagen – inkl. alt – diesel, mad og overnatning. Det er vist helt godt klaret.
Vi betaler 1-2 kroner for et brød og jeg er nu blevet presset til at vi spiser ude om aftenen. Dette er absolut imod min vilje men når vi skal overnatte et sted gratis er det imod at vi køber mad på stedet. Vi kan spise ude for 125 kroner – men dette er med øl og udenlandske sodavand. Vi har hidtil ikke oplevet at vi ikke kan få det vi efterspørger. En enkelt gang kunne vi ikke købe æg og vand men ellers er her rigeligt med varer. Såvel på landet som i byen.

Vi er nu spændte på, hvad der venter os. Ikke mange ved noget om vejen til Vladivostok. Der skulle være en grusvej så dette satser vi på. Vi har oplevet en del dårlig vej, og der har været dage, hvor vi kun kunne køre 30-40 km i timen. Mange andre dage har vi kunne køre 80 km i timen, fordi vejene har været fine. Det er hårdt at se alle de ulykker der sker. Hver dag ser vi biler i vejkanten, hvor det ikke ser ud til at passagerne har overlevet. Russerne kører….lad mig sige det mildt..råddet! Mange gange bliver én vejbane til en tresporet vej og alle kører tæt. Der køres stærkt og friskt og ikke alle er ædru. Vi passer på og tager ingen chancer.

Vi vil gerne fra Vladivostok til Japan eller Sydkorea. Det ser ikke ud til at vi kan komme direkte til Alaska, så lige nu arbejder vi på at tage en færge til Japan og forsøge at komme til Sydkorea derfra. Men herom senere.

Dagene kan være svære at skelne fra hinanden. Om vi har overnattet ved den ene eller anden ”cafe” og fået grillspyd eller kartoffelmos er næsten lige meget! Der er gode overnatningsmuligheder og der er knap så gode, men vi sover lige godt.

Vi står op om morgenen, spiser morgenmad ved bilen – måske kører vi lige en time for derefter at spise. Vi har stadig pulverkaffen købt i Kazan og nyder den hver morgen til et stykke brød og æg til. Vi får købt ind til et døgn og holder pause efter 4-5 timer. Frokosten er et højdepunkt og vi er blevet slemme til at spise majonæse – måske for at skjule den lidt dårlige smag fra den sædvanlige pølse!!
Så kan vi køre lidt endnu og finder et sted ved 19-20 tiden. Det kan være hårdt men vi er ved at være gode til at finde steder, hvor vi næsten gratis kan sove mod at vi køber lidt aftensmad.

Sådan er der nu gået mange dage og dagene flyder sammen. Vi husker naturligvis bedre den aften vi mødte 6 autocampere med tyskere. Det var rart at få talt med andre rejsende. Ligeså husker vi den aften vi fandt et meget fedt sted, lige ned til en varm sø, hvor vi fik et dejligt bad. Bagefter kunne vi købe kartoffelmos og grillspyd og næste dag startede morgenen med endnu et bad – herligt.

Det var en lettelse i dag at nå til Irkutsk. Selvom vi kørte en del rundt for at finde et billigt hotel og et turistkontor som måske kunne hjælpe os lidt med vejen videre mod Vladivostok. Vejen til Irkutsk har været slem. Mange steder var vejen elendig så vi næsten troede at vi var på gale veje. Der var grusvej og skov og ikke mange landsbyer.

Vi gik i dag en tur i Irkutsk. Vi bor i centrum og bor på hotel selvom dette overstiger vort budget. Men det er opslidende at få lov til at sove i bilen og i dag opgav jeg. Irkutsk blev grundlagt i 1652 og blev hurtigt et knudepunkt for handelsruter mellem øst og vest. Her blev der byttet til silke og te fra Kina og Mongoliet. Vi kan tydeligt mærke den asiatiske stemning, men er forbavset over tiggerne og sigøjnerne på gaden i dag. Disse typer har tydeligt ikke fået del i det guldfund der fandt sted i 1800-tallet.

Vi glæder os til at komme helt ud til Bajkalsøen – Sibiriens blå øje, hvor vi gerne vil holde flere dages pause fra kørsel, få vasket tøj og bil og ruste os til turen til Vladivostok. Vi er trætte, vi er beskidte, vi mangler ro og pause efter mange dages hård kørsel, hvor udstødningsrøret efterhånden er ved at sige fra.

Vi er 7 timer foran jer hjemme i Danmark – så vi kan nå at blive lige så friske som I er. J