I vores guidebog står der, at hvis ikke man skal noget særligt i Colon, skal man blive væk fra byen. Det er nemlig temmelig sikkert, at man bliver overfaldet eller får frarøvet sine ting. Dette charmerende kriminelle sted havnede vi i i går – vi havde et ærinde. Vi skulle tage værdig afsked med vores bil, som skulle i container. Men nogle havde glemt at skrive et brev til havnen, så vi tilbragte over 5 timer i Colon og kun Jan måtte være på pladsen. Ungerne og jeg sad på en græsplæne udenfor.

Jan svedte på havnepladsen – i en hal, hvor han ventede 1 ½ time på at nogle mennesker kunne træffe en beslutning om, hvad der skulle ske med bilen, når der ingen container var. Men nogle kunne hjælpe med at skrue tagboksen af, andre skulle spise frokost men efter lang venten blev han kørt op på chefens kontor, hvor hun mente at bilen skulle afleveres og Jan måtte modvilligt afgive sine bilnøgler. Han har set meget ked ud af det, tror jeg, for langt om længe blev der truffet beslutning om, at de ville finde en container. Så Jan blev sendt ad skumle gader ned til et andet kontor for at få en forsegling til containeren – og efter godt 5 timer kunne han forsegle en rød container med en brugt træt Toyota i. Ved 16.30 tiden kunne vi alle tage en fyldt bus tilbage til Panama City. Der var aircondition i bussen, så vi var dejlig afkølede til vi trætte kom ”hjem” til vort hostel.

Mathias render på toilettet mere end regelmæssigt i løbet af dagen og hans mavekramper, som startede i mandags, er ikke helt væk endnu. Han har ingen appetit men er ved godt mod, og vi venter til Ecuador med at tage til læge. Netop han har ikke brug for at tabe sig.

Vi har vist nogenlunde styr på det – ugen er gået med at indhente flere tilladelser, have Bill of  lading parat, papirer til havnen, forsegling og med os fra havnen har vi nu en ”rapport” på bilen, hvor der korrekt står, at den forreste venstre forlygte er smadret (efter stenslag). Selvom dagen i går var hård, har denne shipping ikke været så barsk som den i Rusland.

Vi har slappet meget af her i Panama City. Når en af os er syge, kan vi andre ikke gå så meget ud og opleve, men dagene går jo alligevel med lidt dagbog, internet og vi har indkøbt lækkert mad i et flot supermarked ved siden af. Her kan vi købe rugbrød, og det var en befrielse at være fri for det søde hvide brød i nogle dage. Vi fandt endda dansk makrel i tomatsauce – men tømte hylden, så de senere dage har vi måtte nøjes med fransk patéJ

Billetterne til Ecuador ligger i den efterhånden meget tykke mappe med alle vore papirer i. Vi gav i alt 1276 dollars for hele familien og det er vist en o.k. pris. Nogle af de unge mennesker her på hostel tager en sejlbåd til Colombia, men vi mødte en lille ung tysker i dag som skulle med sejlbåden – han var ikke videre glad for tanken, for der er tiltagende uroligheder i Colombia – vi nøjes med at mellemlande i landet i morgen. Hele dagen går med rejse i morgen.

Det højeste beløb der er blevet betalt for at sejle igennem Panama kanalen er 200.000 dollars i 2001, og det laveste beløb er 0,36 dollars i 1928, da en svømmede igennem kanalen! Det gennemsnitlige beløb er 30.000 dollars, men vi sejlede ikke igennem Panama kanalen og betalte derfor kun for at komme ind at se deres Besøgscenter ved slusen Miraflores Locks. Vi så skibe på tæt hold sejle igennem Panama kanalen og under den efterfølgende video, havde flere af de besøgende amerikanere spørgsmål til, hvor mange penge Panama tjente på den kanal (som de amerikanerne havde bygget), og hvad pengene blev brugt til. Jan mente, at ”rønnebærrene var sure”, men der skal ikke så meget til, førend han forarges over noget, der har med USA at gøre.

Det første skib sejlede igennem i 1914, mange arbejdere var bukket under for gul feber og malaria, og området omkring kanalen er stadig regnskov. Vi kørte rundt i nogle timer, og det var rart at komme lidt væk fra storbyen.

Imponerende bygningsværk, historisk vigtig og et meget interessant sted. Dejligt at gå rundt i bygning med aircondition. En af vore bananer havde ligget i forruden, og den var ganske enkelt blevet godt gennemstegt – den var hel mørk og varm og lige parat til at bruge i en dessert – men vi smed den ud. Men varmt er her.

Vi har været på Stillehavssiden i dag men agter også at se den caribiske side i morgen.

At sidde på terrassen på et hostel midt inde i Panama City og spise tysk rugbrød er stort. Det lufter lidt derude, og det er en god ting i denne fugtige varme, hvor vi sveder hele tiden, og temperaturen når over de 30 i løbet af dagen.

Vi har været i Panama nogle dage og er nået langt, synes vi. Siden vi kom, har vi været til et par møder hos Barwill, som shipper vor bil. De virker professionelle og dagen efter vort første møde, skulle vi rundt i byen og indhente tilladelser hos myndighederne til at eksportere bilen. Først hos politiet – to forskellige steder ved politiet. Politiet skulle tjekke om det var den rigtige bil, og om vi havde bøder eller andre udeståender med Panama. Dette var ikke tilfældet, og så kunne vi efter 3 timer få lov til at køre hen til tolderne. De skulle give den endelige eksporttilladelse. Panama City består af rigtig mange kørende biler i rigtig mange små gader, hvoraf en del af dem er ensrettede. Så allerede i første forsøg endte vi i et slumkvarter, som ikke så ud til at være et sted, hvor man skulle køre rundt i en dansk bil med lyshårede børn. Dette kunne en betjent godt se, så vi blev eskorteret direkte til politistationen af en politibetjent på motorcykel, som endda holdt trafikken tilbage for os.

Planen er nu, efter vi har fået tilladelserne og overført 1276 dollars til Barwills konto, at vi på torsdag kan køre bilen i container, forsegle den og selv flyve til Ecuador på lørdag. Vi skal være til stede i Ecuador den 5. eller 6. marts, når containeren ankommer, for der kan så hurtigt forsvinde ting og sager fra containeren, siges der.

Turen igennem Mellemamerika har været meget spændende.

Efter Guatemala kom vi nemt over grænsen til El Salvador, som var så venligt. Der er ikke mange turister i El Salvador, derimod mange våben som er nemme at få fat i – et levn fra borgerkrigen, hvor våben var en del af ens påklædning!

Det var noget af et chok at komme over grænsen til Honduras – her var vi ved at opgive at komme over. Vi skulle trækkes igennem mange luger og kontorer, som hver kostede mange dollars, og ingen af stederne gav de besked om, hvor man så skulle gå hen, og der var ingen skiltning. Der blev råbt gringos efter os, og stemningen var ikke behagelig. Vi kunne vælge at betale en til at gøre alt papirarbejdet, men dels er det en udfordring selv at prøve, og dels har vi nu krydset en del lande, så vi mener godt, at vi selv kan finde ud af det. Efter 5-6 timer slap vi igennem. Hotellet vi blev nødt til at køre ind til, da den ene af vore forlygter er smadret, og vi derfor ikke kan køre, når det er mørkt, var luset, og den uvenlige dame med underbiddet tog rigeligt for værelset. Honduras er sikkert mere spændende på den caribiske side (håber vi), og der skulle være gode dykkermuligheder. Det må blive en anden gang, hvis overhovedet vi vender tilbage til Honduras.

Nicaragua var en dejlig overraskelse. Vi blev nogle dage i Nicaragua i byen Granada sammen med en del andre rejsende. Byen ligger op til Mellemamerikas største sø, Lago de Nicaragua som er berømt for sine ferskvandshajer, og her er meget smukt.

I Costa Rica mødtes vi med en fransk-tysk-engelsk familie og havde en god tur til et lille vandfald og en dejlig blå lagune. Det var tæt på en vulkan – i nationalparken Rincón de la Vieja.

Costa Rica ser rigere ud end de andre lande (er også rigere) men de er bestemt også rigere på huller i vejen. Toyotaen blev godt rystet igennem i Costa Rica.

Vi var ikke kede af at forlade Quetzantenango – denne grå by havde været en o.k. start på Guatemala, men vi vil gerne videre. Søen Lago de Atitlán er skabt for 85.000 år siden ved en kæmpe vulkansk eksplosion. Dette krater er nu fyldt med ferskvand og ligger omkradset af tre store vulkaner. Her er meget flot, men det var hårdt at køre i over 3.200 meters højde. Hverken vi eller Toyotaen kunne lide dette. Vi nåede omkring middag til Panajachel, hvor der er mange turister. Dette betyder at vi omringes af billige halskæder, armbånd, bådture og ”de bedste middage”. Men vi er hårde, - vi spiste vor medbragte mad, og drengen der ville sælge en meget flot maske, tilbød os den for 125 kroner. Han kunne få 50 kroner eller ingen…så vi fik den for 50 kroner.

Det blev dog til en sejltur på den smukke sø – men kun en lille tur til 50 kroner. Her er malerisk flot med den rene sø og de høje vulkaner, der omkradser den. Efter nogle dejlige timer i Panajachel kørte vi hele vejen rundt om søen – op og ned ad bjergene i nålesving, men en meget flot tur. Vi er nu indlogeret på et hotel for 165 kroner for os alle i den lille by Santiago de Atitlán ved søen. Vi bliver her i to nætter. Det er forbavsende dyrt at overnatte, men der er intet at gøre – de kender ikke til camping i Guatemala endnu og vi tør ikke ”fricampe”.

45 quetzales for at få desinficeret hjulene

180 quetzales for at få hver et stempel i vore pas og lov til at køre ind i Guatemala

41 quetzales for at få bilen midlertidigt importeret.

Og dette tog kun omkring 1 ½ time, så kunne vi køre igennem snævre gader ind i Guatemala. Det var sværere at komme ud af Mexico end ind i Guatemala eller Guatetemala, som Amanda kalder det nye land. Mexico havde glemt at registrere, at vi var kørt ind i landet, så derfor kan vi jo heller ikke komme ud af landet med bilen!! Dette tog flere timer indtil den rare mand bag den mørke rude, valgte at udstemple os manuelt.

Guatemala er nærmest skabt på vulkaner og mange af dem er endnu aktive. De fattige indianere bor op ad skråninger og dyrker ligeledes forskellige ting på disse skråninger – sådan nærmest på terrasser.

Mayaindianerne udgør godt halvdelen af befolkningen, men det er ikke ensbetydende med, at det er dem der bestemmer. Det er hovedsageligt de 3-4 % hvide der er repræsenteret i statsapparatet, og det er dem, der ejer det meste af jorden. Fra 1944-1954 var der to præsidenter, der fik indført demokrati og jordreformer. Det var under den ”kolde krig”, og eftersom at der var store amerikanske firmaer der ejede banan- og kaffeplantager i landet, gik disse reformer imod USA’s interesser. Præsidenten blev styrtet ved et militærkup, som var finansieret af CIA. Demokrati og jordreformer blev ophævet. Politiske modstandere blev fængslet eller myrdet. Det førte til 34 års borgerkrig, hvor 140.000 mennesker mistede livet og 440 maya-indianske landsbyer blev massakreret. Borgerkrigen sluttede i 1996 med en fredsaftale mellem regeringen og oprørsstyrkerne. Menneskerettigheder, demokrati og fordeling af landets ressourcer har dog stadigvæk trange kår.

Vi holdt først og ville overnatte et sted, men de kunne ikke love sikkerhed for bilen...og da en mand trådte ud af huset, bevæbnet og blev afhentet af en anden i en stor Mercedes, synes vi, at det var o.k. at finde et andet sted. Vi kørte tilbage mod grænsen og fandt et hyggeligt sted at sove, hvor bilen kunne holde i en lille gårdhave. Her er lidt dyrt, selvom her ser fattigt ud. 250 kroner for et hotelværelse til os alle, er i overkanten.

Toyotaen sneglede sig med de tunge lastbiler op ad bjergene for at nå byen Quenzantenango, som ligger i 2300 meters højde. Den havde vi hørt godt om, men vi blev da slemt skuffede. Her er gråt og trist og ikke så charmerende. Det første sted vi forsøgte at bo, kunne de love at bilen blev udsat for hærværk, så vi fandt et andet sted – til 200 kroner for os alle. Beskidt, koldt, vandet virker ikke og jeg har en del allergi, fordi her er så støvet.

Rundt i byen i dag, mødte vi to danske piger som rejser med Mellemfolkeligt Samvirke. De har været her i 4 uger på sprogskole og kunne fortælle om folkenes vrede mod USA og en guide som var tidligere guerilla kriger og havde vist dem steder, hvor de under krigen havde gemt sig. Det var spændende, men mon ikke de også synes, at vor rejse er spændende? Men de taler nu bedre spansk end os.

Bybilledet præges af indianere i farvestrålende dragter, og man kan se hvilke indianere der hører sammen, da disse bærer de samme klæder.

Solbluserne er skiftet ud med trøjer – ikke at det er meget koldt, men det er noget køligere end ved kysten. San Cristobal de las Casas er i over 2000 meters højde, så Toyotaen arbejdede godt op ad de snoede veje inden vi kom hertil og blev installeret på Youth Hostel. Vi mener – børnene er da unge, og der var da heller ingen problemer med at ”vi gamle” kunne komme på Ungdoms Herberge. Vi fylder lige en sovesal op, så vi har et fint rum til 150 kroner pr nat. Her er et lille køkken, så vi selv kan lave mad. De smalle ensrettede gader og de høje fortov er kendetegnet for byen, men naturligvis mest de mange indianere, som sælger armbånd, tæpper og trøjer. Små indianerpiger følger os trofast i håb om at vi lige vil købe 4 eller 5 armbånd for 10 pesetas.

Delstaten Chiapas, som San Cristobal ligger i, er den fattigste i Mexico. Indianerne har i årevis ventet på jordreformer og bedre menneskerettigheder. Det førte til i 1994, at indianerne besatte flere byer i Chiapas for at få regeringen til forhandlingsbordet – oprørerne kaldte sig zapatisterne. Trods fredsaftale er der ikke ske store forandringer. Ingen jordreform og der sker stadigvæk krænkelser af menneskerettighederne som bl.a. en massakre nord for San Cristobal i 1997, hvor en paramilitær gruppe dræbte over 40 indianere.

I dag gik vi på markedet, og de mange indianere vil gerne sælge, men ikke fotograferes. 4 meloner og 8 mangoer udgjorde en lækker frokost sammen med nybagt brød og lidt skinke. Pigerne gjorde en indianerpige glad da de købte næsten 40 armbånd.

Vi er en del på Internetcafe, for vi arbejder allerede nu en del i at få skabt kontakter, der kan tage sig af shipping af vor gamle bil fra Panama til Ecuador. I USA fik vi at vide, at det var nemt, men det har været af amerikanere, som ikke vidste, hvad de talte om. Det bliver ikke nemt og det bliver ikke billigt – vi frygter det lidt, men det er blot at kaste os ud i det – vi har vel lidt erfaring fra Rusland.

I overmorgen tager vi til Guatemala. Der er kun 170 kilometer til grænsen. Hvor let bliver det at tage en dansk bil med mexicansk import mærke i forruden ind i Guatemala?