Dette er den varmeste januar måned, vi endnu har oplevet. Det er over 30 grader, og vi søger ind i skyggen – og det skal nok blive varmere!

Tequila var en rigtig god oplevelse for snart en uge siden. Det er en hyggelig typisk mexicansk by med ikke for mange turister. Den gamle kirke midt i byen, mange små boder og en rigtig god tur til et destilleri, gjorde det til en oplevelse vi vil huske. Mathias fik smagt for meget af Tequilaen, men så har han prøvet det. Agavemarkerne er flotte grønne – en slags kaktus. Tequila husker vi også, fordi vi senere opdager, at vi her har fået stjålet tasken, hvor satellittelefon, videokamera, oplader til Jans kamera og desværre alle vore videoklip fra hele turen, siden vi forlod Danmark i juni 2005. Vi har helt ærligt været meget nede over det, mistede helt pusten og det hele udgjorde en værdi af 30 000 kroner. Det tager ganske enkelt for os nogle dage at komme over.

Dette var vi ganske uvidende om, da vi glade ankom til Melaque. En badeby med masser af turister, men meget hyggelig og utrolig smukke strande. Der var fyldt op på campingpladsen, men fandt en bungalow til billige penge. Her havde vi tre skønne dage. Igen må vi sande at verden er lille. Vi mødte danskerne Ellen og Ib, som emigrerede til Canada for over 30 år siden. De er nu pensioneret og som så mange andre canadiere og amerikanere, tager de hvert år et halvt år til Mexico – væk fra det kolde nord. De såkaldte snowbirds. De tog os med op og se krokodiller lidt nord derfra, og hullet i hegnet afskrækkede efterhånden ingen af os. Til aften bød hun på frikadeller og agurkesalat – vi har ikke fået rigtige frikadeller siden i Sverige, så vi nød det, og der blev spist op. Ib havde bagt pandekager, så det var vældig dansk og vellykket. Amanda kastede al sin kærlighed på Ellen. Ellens mor bor på Ejby Plejehjem, hvor vor nabo Dina passer hende – verden er meget lille.

Turen ad kystvejen sydpå er meget flot – som i Bounty reklamer ligger den ene hvide strand med palmer efter den anden som perler på en snor. Her er en meget lang flot kyststrækning. Vi sover skiftevis på campingpladser, hvis de er billige eller i nærheden af tankstationer, hvor politiet patruljerer med skarpladte maskingeværer natten lang. Vi føler os meget sikre i Mexico.

Derfor turde vi godt slå lejr ved stranden 10 kilometer fra Acapulco – Pie de la Cruesta og betaler en spansk familie for at må låne deres toilet og brusebad… eller deres spand med vand så vi kan blive skyllet.

I morges kom en mand med varme friskbagte brød, så for 6,50 kroner fik vi friske varme brød – det er lækkert.

Bølgerne er meget store, så vi kan ikke bade i vandet, men vi kan lade os skylle i vandkanten og dette er det eneste, der kan køle os ned. Solen kan ses på os.

Hvad vil vi helst have? Sandfluer i store sværme, der suger blod og efterlader huden rød og opsvulmet eller en del amerikanere, der sætter prisniveauet op, så vi ikke kan være med mere? Før vi kom til San Blas ville jeg klart sige, at vi helst ville have sandfluerne. Når jeg kigger på vore ben, arme, hænder, fødder, hals og hoved, er jeg lige ved at foretrække amerikanerne!!

Sandfluerne gør, at byen ikke overrendes af turister. Efter tre dage i San Blas kan vi godt forstå hvorfor. Især her til morgen. Vi kunne næsten ikke engang spise morgenmad uden også at sluge et par sandfluer. De er så små og giftige. Faktisk så små at de kan komme igennem myggenettet. Vi nærmest flygtede ud af bilen, men da vi kom tilbage til Tepic og fik pakket bilen ud, fortsatte mareridtet. De var fulgt med os i bilen. Først efter mange timer var vi blevet fri for dem. Men San Blas er malerisk smuk og idyllisk – her bagefter.

Vi så en krokodille, vi så pelikaner, gribbe, ørne og vi var ved at køre en varan ned. Jo, vi er kommet til det tropiske område.

San Blas er en charmerende lille by helt ud til Stillehavet. På byens torv er der boder, hvor indianerne sælger flotte vaser, armbånd og andet kunsthåndværk. Det lokale marked byder på frugt, fisk, kød og æg der har stået der længe. Der er ikke mange turister – få taler engelsk og Jan bliver budt på en tår at drikke af de lokale – og han kan bare drikke af samme flaske!!

Josefine fandt en dejlig kokosnød. Den smagte dejligt og passede fint til stranden i nærheden, hvor vi alle var ude at bade i Stillehavet. På stranden fik pigerne lavet fletninger – rigtig flot, ser det ud og som Torsten sagde – nu er det Pocahontas 1, 2 og 3!

Vi blev et par dage ekstra i USA fordi Jan skulle undersøges på sygehuset. Smerter i venstre side drillede ham og driller ham stadig, men vi kan vist ikke komme tættere på end luft i siden, selvom vor egen læge ikke er helt enig i dette.

Men efter flere timer i meget varme ankom vi til Mexico over grænsen mellem Nogales i Arizona og Nogales i Mexico. Det spanske sprog er ikke overraskende meget udbredt! Vi taler mere russisk end spansk, så dette bliver den helt store udfordring, men vi tager det med oprejst pande. Vi kan jo ligesom ikke andet. Vi har vore dyre dokumenter med fra Danmark, men myndighederne har aldrig set disse papirer, så de har deres egne papirer, og dem skal vi bruge. Ikke mange tager over grænsen med en dansk bil, men det er en hjælp, at vi ikke taler spansk, for så spørger de ikke så meget!! Vi skulle selv udfylde en turisttilladelse, og hver betaler 210 pesetas for at komme ind i landet. Dette var ved en luge, og ved den anden tog de ikke kredit kort, så Jan og jeg gik med en myndighed ind i Mexico og fik hævet penge i en automat for at vende tilbage til den første luge for at betale, få et stempel, for at vende tilbage til den allerførste luge, hvor vi så fik et stempel og lov til at være i landet i 30 dage.

Bilen kan derimod være i Mexico i et halvt år, men vi regner nu med at følges ad! Bilen var en vanskeligere sag at få ind i landet, men den rare unge dame bag den mørke luge, hjalp os igennem – men uden dog at udfylde vore danske papirer.

Indtil i dag (vi har været i Mexico i en uge) har vi set flere nordamerikanere end mexicanere, og disse har lagt prisniveauet. De første par dage var vi ikke imponeret over landet og forventningen om penge blot fordi man visker lidt på ens rude, er ikke så charmerende. Vagten på parkeringspladsen, som forventer penge blot fordi han fløjter lidt i sin fløjte, når vi bakker ud…og sådan er der mange eksempler på, at vi kommer af med penge uden at vi føler, at vi får noget for dem.

I skrivende stund er vi kommet langt ned i Mexico – til den lille fiskerby San Blas. Her er ikke så mange amerikanere, så her er til at holde ud J Vi skal have lidt sol på vore blege kroppe og få lavet lidt lektier.

Det første stykke vej ned i Mexico har ikke været charmerende – en kedelig vej med kedelige brune landskaber. Efter at have passeret Krebsens vendekreds og kommet ind i det tropiske område, er her straks meget flottere. Palmer og agave marker præger landskabet, så nu ligner det helt det sydlige Kina og det smukke landskab vi kender fra Vietnam.  På en af campingpladserne slog en kokosnød hul i taget, (ikke vort tag, men et hus tag) og i dag forsøgte Jan at fotografere en lille kolibri der sugede nektar fra en blomst i en bananpalme.

Det gik vældig fint, da Amanda sidste tirsdag skulle sluge sin første malariapille. Hver tirsdag skal vi have to piller, men Amanda kun en. Derudover beskytter vi os med alverdens creme, noget bedre end andet.

Vi har i nogle dage spist frokost på små fattige steder, som bød på tacos – nogle bedre end andre. Men på denne måde kom vi lidt ind på det mexicanske folk. Indtil videre er det mexicanske folk ikke så åbne som asiaterne. De er sværere at komme ind på livet af og virker ikke som om de meget gerne vil i kontakt med os – måske tror de, at vi er amerikanereJ.

Diesel koster omkring 3,8 kroner pr liter og de statsejede benzinstationer er rigeligt præsenterede og i høj stand. Vejene er rimelige, og hernede i det tropiske område er her bare så smukt – det nyder vi. Der er mange fattige mexicanere i små blikskure, med en enkelt hest og en ged i haven.

Det er dejligt at være kommet til et andet land. Vi trængte til at forlade magelige USA og søge nye udfordringer. Vi er overrasket over det forholdsvise høje prisniveau. Dette håber vi bliver anderledes, når vi kommer mere sydligt.

”Jeg elsker dig farmor, men ikke når du flyver hjem”. Det var Amandas ord da farmor og Torsten skulle tage afsked med dejlige 14 dage og alle os 6 fra en træhytte i Lost Hills. Det var hårdt men farmor sagde rigtigt at de jo blot skulle hjem, men vi andre skulle videre, og det er vel rigtigt. Os venter der forhåbentlig endnu et spændende rejseliv på landevejene i det ukendte Mellem- og Sydamerika.

Vi havde en hylemorsom nytårsaften. Torsten blev meget god til at tale russisk efter et par af Jans Mandarinvodka fra Rusland. Vi havde lejet en lille træhytte på en campingplads…i et område ”Lost hills” som meget levede op til sit navn. Bortset fra at der ikke var mange hills her omkring. Der var heller ingen raketter. Forklaringen fik vi dog – i området er der overvejende folk fra Mexico som fejrede nytår ved at skyde med geværer op i luften – men dette var for 10-15 år siden. Nu havde de fået lært at det gjorde man ikke, så derfor var her meget stille omkring nytår. Men vi har nu heller ikke set raketter i supermarkederne, så de gør ikke så meget ud af det – passer mig fint!!

Grand Canyon har været en af de helt store oplevelser på disse 14 dage. Det er så smukt, malerisk og ord synes fattige til beskrivelse af dette mærkelige landskab skabt for mange millioner år siden af Colorado floden. En meget stor natur oplevelse. Der var mange mennesker der, men om sommeren er der flere, så vi har nok været heldige. Torsten tog en tur til Mexico. Tijuana – et sted hvor der kommer en del turister – et sted, hvor man kaldes ven med de handlende med det samme. Et sted jeg fornemmer, vi springer over! Selvom dette skulle betyde, at vi ikke får købt et Rolex ur med hjem til kun 20 dollars.