Det var en lidt speciel følelse at sætte sine ben på europæisk jord igen. Flyveturen fra Brasilien til Frankrig på 13 timer gik nemt og behageligt.

Vi landede i Frankrig onsdag eftermiddag den 24. juni og valgte at tage toget til Le Havre med det samme. Togene havde samme høje standard som vi huskede fra Danmark… og er i stor kontrast til togene i Rusland eller på de billige klasser i Kina. Desværre er priserne også høje.

Le Havre, havde vi tjekket, havde en masse hoteller, så vi mente ikke at det var nødvendigt at booke forinden… dette fortrød vi bittert. En taxachaufførkongres betød ALT OPTAGET på alle hoteller i Le Havre og da det blev rigtig koldt og midnat, var vi grædefærdige. Vi kørte rundt i taxi, men lige meget hjalp det. Vi søgte tilflugt på en lille restaurant ejet af flinke kurdere, og de kunne kort før midnat stolte meddele os, at de efter lang tids søgen, havde fundet et hotel – lav kvalitet til høj pris, men med udsigten til at skulle have sovet i bidende sommerkulde på gaden, var vi lykkelige for det lille hotel.

Straks næste dag gik vi i gang med at kontakte de mennesker, der måtte vide noget om bilen. Vi mødtes med en mægler, som skulle sørge for at få bilen ud… vi kan i Frankrig ikke selv få adgang til havnen, så det var let nok. Men vi var i tidnød… weekenden nærmede sig og vi ville gerne ud på den nærliggende campingplads og drikke lidt rødvin med Flemming og Lotte.

Fredag eftermiddag tog vi ud til mæglerne. De franske toldere var vist blevet interesseret i vor bil, og havde både valgt at røntgenfotografere containeren og ville have den åbnet sammen med os… men det kunne desværre først blive mandag. Efter megen diskussion blev det til, at vi måtte tage den med og skulle møde igen mandag morgen… for sæt der nu var narkotika i bilen. Ydmygt måtte vi spørge om man kunne forestille sig, at vi ville tage det eventuelle narkotikum ud af bilen over weekenden? Dette forsigtige spørgsmål førte til, at vi fik lov til at tage bilen med!! Og tolderne behøvede ikke se den efter weekenden igen. Men dette var ikke den værste gyser. Chokket fik vi, da regningen til os på 1100 euro lå og kiggede på os – og den skulle betales i kontanter. Endnu engang skred budgettet og denne udgift bør vel konteres under ”uforudsete udgifter”?

Denne regning skulle skylles ned med en del rødvin og dette ville Flemming og Lotte gerne hjælpe os med. Det var en dejlig weekend med dem og deres dejlige unger og vi havde ondt af dem, da de søndag morgen i øsende regnvejr pakkede bilen for at køre hjem til Danmark… til arbejdsdag mandag morgen.

Vi fik lidt historie på vej hjem. Omaha Beach i Normandiet og KZ-lejren i Tyskland Bergen-Belsen var interessante ting. Over radioen kunne vi følge enkelte VM- kampe.

Symbolsk valgte vi at sove i Glücksburg ved Flensborg Fjord den sidste nat. Vi nød den smukkeste aften og det var med lidt vemod at vi for sidste gang pakkede bilen sammen, fik handlet vin, sodavand og øl i obligatoriske Fleggaard, og der blev klappet og hujet da vi krydsede grænsen og vinkede til det blå EU skilt med ”Danmark” på. Chokket var stort da jeg måtte af med 134 kroner for den lovede Hotdog til hele familien, men dette var glemt da vi nærmede os Brenderup. Præcis klokken 15.00 rullede vi ind på vor lille vej, hvor familie, venner og smukke Dannebrogsflag bød os velkommen.

Vi var lidt generte, lidt tomme, lidt forlegne over den uvante situation men dagen og aftenen blev hyggelig. Der var bagt kager, købt velkomstpakker med vin, kaffe, chips og slik og fyldt lidt i køleskabet og fryseren. Frikadellerne blev spist op og omkring midnat var vi alle meget trætte. Mathias skulle lige i bad og som før vi tog af sted, blev der bedt om at badeværelset skulle luftes ud og der skulle tørres op… hverdagen var tilbage efter de første 10 timer på matriklen.

14 dage er gået, huset er ved at være pakket ud, de store børn har fundet feriejobs, der er blevet hilst på de fleste kammerater og græsset har været slået 2 gange. Der har været mange gæster og de fleste har svært ved at spørge til vor tur og vi ved ikke hvor vi skal starte eller slutte. De samme episoder bliver fortalt og vi kan mærke at vi gerne vil have lavet et foredrag til efteråret… for at genopfriske dejlige, smukke og uforglemmelige ”Jorden Rundt” 2005-2006.