Dagbog - juni 2005    
     
24.06.05
Det er gået stærkt her på det sidste - derfor den manglende opdatering af hjemmesiden!!

Vores hund Valde er kommet ned til sine nye "forældre" Svend og Mette. Det gjorde ondt at skulle af med ham, men Valde er glad for at være nede hos Svend og Mette - han havde prøvet at være på weekend nogle gange. Gitte er faktisk også overfølsom overfor hunde. Det er noget hun først har udviklet, efter at vi har fået Valde. Så med det for øje er det nok også bedst, at vi kom af med ham.

Europæiske Rejseforsikring vil ikke forsikre Kathrine - det har de været over en måned om at finde ud af!! Der var heldigvis tre andre selskaber der gerne ville forsikre hende - de var ikke en gang en uge om at finde ud af det. Det var Gouda, SOS og Site (Baltic Finans).

Vi tog over til den russiske ambassade onsdag 15/6 for at søge om visum. Måske undrer det den aktive læser, at vi først nu søger om visum - men vi skulle først have en forsikring gældende for hele perioden i Rusland - og når Europæiske var så unfair at lade os betale for en lang behandlingstid med negativt svar, ja så er vi først nu nået til visum. Bekendtskabet med europæiske rejseforsikring har denne gang været dyrt og negativt.

Den russiske ambassade åbnede kl. 9.00 og vi var der kl. 9.30 - vi var nummer 30 i køen, og man stod langt ud på fortovet! Der kom ca. 4-5 personer ind pr. time, og eftersom at de lukkede kl. 11.30, kom vi altså ikke ind den dag - surt!! Mandag den 20/6 gjorde vi igen et forsøg med bedre held. Vi tog også hjemmefra kl. 4.15 for at være sikre på at komme forrest i køen - de næste begyndte først at komme ved 7.30-tiden, men så gik det også stærkt. Der kom lige så mange som sidst - vi var bare forrest i køen denne gang!! Vi blev kropsvisiteret og lukket ind til en skranke med tre luger. Her var der en meget sød dame. Vi valgte at få lavet vores visa ekspres, så vi kunne få dem med med det samme. I løbet af 1½ time var de færdige, og vi kunne forlade konsulatet opstemte med lidt medlidenhed med dem, der endnu stod ude på fortovet i køen!! Det kostede 700 kr. pr. visum mod normalt 280 kr. - vi skulle i øvrigt ikke bruge rejseforsikringen til visumansøgningen!!

Lørdag den 18/6 holdt vi en uformel afskedskomsammen for venner og familie. Det vil sige, at det eneste vi kunne byde på var øl, vand og vin (resterne fra Kathrines konfirmation), resten måtte gæsterne selv medbringe såsom mad, service og stole. Det var kanongodt vejr, og der var mange der kikkede forbi. I skal alle have tak for en rigtig god dag - det var dejligt at se jer!!

De sidste par dage har været lange - vi er først kommet i seng ved 4.00-tiden og op igen ved 8.00-tiden!! Vores mødre har været en utrolig stor hjælp. Her til morgen kom vores familie til morgenkaffe - der skulle siges farvel. Det blev knap så roligt, som vi havde håbet. Der var lige en computer, der skulle ordnes - mange tak til Henning på Fredericia Middelfart Tekniske Skole, resten skulle pakkes ud i bilen, resten skulle fjernes fra huset og mange andre ting.... Vi håber, at Mette og Henrik er tilfredse med vores overlevering af huset - der var lige et par enkelte ting, vi godt kunne have tænkt os at have lavet, inden de skulle overtage huset, men sådan blev det ikke.
Vi fik sagt farvel til familien - det var hårdt, meget hårdt. Nogle af børnenes kammerater og naboer kom også og sagde farvel og for at vinke - vi ses om et år!!!!

Vi "landede" i København ved 20.00-tiden. Vi havde aftalt med FDM, at vi ville komme forbi inden kl. 17.00 for at hente vores carnet (toldpapirer). På vejen ringede vi derfor til Poul og Else (venner til Jans forældre) og fik Poul til at tage ind for at hente det. Vi har nok set lidt trætte ud, så Poul og Else synes, at vi skulle blive og overnatte - det kunne vi simpelthen ikke sige nej til, for vi var meget trætte. Første overnatning på vores jordomrejse blev altså København, og det var med stort morgenbord dagen efter - så var vi ellers klar til den store verden. Mange tak Poul og Else!!

 
 
04.06.05
Sidste søndag fik vi flyttet de møbler, som vores lejere ikke skal låne samt 19 flyttekasser. Det står nu i to containere på 3´34 lager i Kolding. Mange tak til Kim Bredahl for den store indsats en varm majdag. Gitte pakker dog stadigvæk ned i flyttekasser - alle skabe skal tømmes!

Generator og starter er blevet renoveret ovre hos Marsalle Elektro A/S i Horsens. Det volde dog lidt kvaler at få generatoren sat på igen - vi måtte have fat i vinkelsliber og gevindfil.  Uden min nabo Klaus Egekvist var det aldrig gået - også mange tak til ham. Godt det ikke var midt i Sibirien, hvor vi hverken havde vinkelsliber eller min nabo!! Jeg er ved at bygge køkken om, så vi kan få plads til køleskabet samt nogle ekstra skabe.

Vi har igen været en tur hos lægen for at få vaccinationer - nu mangler vi kun tre stik!! Amanda har meldt ud, at det vil hun ikke, og hun kan ikke lide det!

Vores invitationer til Rusland er kommet på nær Gittes. Den skulle være kommet i fredags, men der kom ikke noget! Den dukker nok op i næste uge.

Vi kan heller ikke søge visum endnu, da forsikringsselskabet endnu ikke er færdig med at vurdere Kathrine. De skulle bruge noget mere af Kathrines journal - så vi har endnu en gang været på sygehuset for at få en kopi af Kathrines journal fra de sidste par år. Der er ikke noget usædvanligt i hendes journal - hun har blot fulgt den normale kontrol, som hun jævnligt bliver indkaldt til. Vi har også betalt 400,- kr. til forsikringsselskabet - det koster det for at få dem til at lave en vurdering!! Det er utroligt, når man tænker på, hvad vi ellers skal betale for at få hele familien forsikret et helt år!!

Kathrine har fået gipsen af og har været oppe at gå for første gang i seks uger. Hun kan endnu ikke holde balancen, men hun er allerede begyndt at flytte fødderne hurtigere. Hendes fødder ser utrolig flotte ud.

Vores venner Flemming og Lotte forærede os et par jerrycans - det bekymrer os lidt, for de mener, at de nu har krav på en streamer på vores bil med alle deres navne - de har også fire børn!!! Nogle andre venner Christa og Anders har lånt os en HiLift, så vi kan få den afprøvet på vores bil, vi har også lånt en gasflaske til turen - de har ikke sagt noget om en streamer!!!

Vi har været i gang med at finde et shippingfirma, der vil sejle vores bil fra Vladivostok til Alaska - det er ikke bare lige en enkelt opringning, der klarer det! Mæersk vil slet ikke have noget med private at gøre, så vi har prøvet Adam, Lemann, DFDS og Blue Water. Det er langt fra faldet på plads. Måske bliver vi nødt til at tage til Japan for at shippe bilen til Canada eller USA og så køre op til Alaska. Vi vil forsøge at kontakte shippingfirmaer i Vladivostock.