Vi har haft gode 14 dage i Rio de Janeiro – lejligheden blev vort hjem, vi slappede af, har set mange gode film, lavet lektier og været på stranden.

Besøget i slumkvarteret Rocinha – Sydamerikas største slumby var højdepunktet. Mange fattige brasilianere fra det nordøstlige Brasilien kommer til Rio for at finde et bedre liv med bedre indtjening og fremtid. Regeringen har intet at skulle have sagt over de huse, der bygges op ad klippevæggene på bjergene – så der betales ikke noget for at sætte et skur, pap vægge eller et murstenshus op. De åbne kloaksystemer er ikke lækre at iagttage, ej heller de mange ekskrementer der ligger på de små mørke cement stier op igennem slummet. Men faktisk har vi set værre slum – i Panama eller på vej ind til andre større byer, men Rio er vel kendt for disse slumkvarterer, fordi de kan ligge tæt op ad de dyreste penthouse lejligheder i Rio. Vi havde booket turen igennem et kontor, og med i prisen får vi en udmærket guide, men jeg tror, at vi en anden gang kunne gøre det uden guide. Det virkede ikke farligt – den største udfordring ville være at finde rundt i de små gader, som i disse VM tider er smykket og malet i gule og grønne farver.

Centrum af Rio, som vi besøgte med Metroen, er larmende og ikke nær så hyggelig som centrum af Buenos Aires. Brasilianerne taler meget højt og uforståeligt, og der tudes i mange af de grønne og gule horn, så det er ofte at vi letter en halv meter eller hjertet sidder langt oppe i halsen.

To gange har Brasilien nu sejret over deres modstandere i deres VM pulje og det er ikke gået stille for sig. Vi bor som naboer til Eclipse Bar som har åben 24 timer i døgnet. Her er der tre store TV fladskærme foruden et stort lærred – en kæmpe storskærm, som tiltrækker kunderne som en magnet. Der hujes og råbes og alle er klædt i gule og grønne T-shirts – selv hundene er klædt i nationalfarverne. Det er en sjov oplevelse.

Men ellers nærmer tiden sig, hvor flyet letter med os mod Frankrig. Efter mange telefonopkald lykkedes det os IKKE at få bekræftet vore billetter, så vi måtte betale 100 kroner og tage en taxi til lufthavnen, hvor vi uden problemer fik billetterne bekræftet. Så nu er vi ved at være klar til på tirsdag, hvor flyet letter ved 20 tiden.

Glæder vi os? Det kan jo ikke være anderledes! Det er vel svaret. Vi gamle kunne have brugt et halvt år mere. Har vi set Brasilien fordi vi har været 17 dage i Rio? Næ – vi har været på ferie i en storby, men kan ikke sige så meget om selve landet. Vi ville gerne have set de store åbne sletter i det sydlige Argentina… og så videre. Men lad os huske på alt det vi har fået lov til at se af verden, i stedet for at fokusere på det, vi gerne ville have set.

Lørdag den 1. juli til kaffe tid ved 15 tiden ruller vi ind på Elmegårdsvej 20, hvor vi modtages af vore familier. Dette er aftalt. Men ellers har vi ikke lavet så mange aftaler og planer omkring Brenderup, Denmark.

Vi glæder os til at se vore gode venner Flemming og Lotte og deres 4 børn i Le havre i Frankrig… når vi har fået vor gamle bil ud af de franske havne- og toldmyndigheder. Det ser ud til at skibet Grande Amburgo ankommer planmæssigt til Frankrig.

Det er lidt sælsomt, at vi skal tilbringe så lang tid i en hovedstad, når de fleste af os ikke bryder os om at være i en storby – men pengekassen er tom, og vi kan derfor ikke rejse så meget rundt mere, efter at bilen nu er på vej over Atlanterhavet og vi er blevet henvist til et liv som alle andre backpackers – med bus, tog, taxaer og hostels til så mange penge, at vi ved at bilen har været besparende at have med.

Men vi er gode til at få det bedste ud af de fleste situationer og vi bestemte os tidligt for, at vi ville indlægge et kulturelt indslag hver dag, samtidig med at skolen og lektierne skulle have en ordentlig skalle.

Hostel Granados kunne tidligt se, at vi ikke var almindelige backpackers, og fordi vi jo også kan fylde en hel sovesal, satte de et køleskab ind til os på værelset – så vi havde det nemt på dette rare hostel.

Museet over Evitas liv var interessant og oplysende. En god historie og samfundsfagstime for de store børn – en god anledning for Amanda til at se på fine kjoler – at hun så ikke var interesseret i den store sociale indflydelse Evita Peron har haft på Argentina, betyder vel mindre?

Zoologisk Have i Buenos Aires er ikke mere interessant end de fleste andre rundt om på jorden. Ja faktisk er det (undtagen for Amanda) en skuffelse for os at komme rundt at se de dyr, hvoraf vi har set de fleste i levende live (dog ikke de afrikanske endnu) i den ”rigtige natur”. Men hvornår kommer vi gamle forældre lige igen med vore fire børn i Zoologisk have? Ja, står det til Mathias varer det rigtig længe!!

Vi bor i San Telmo, et kvarter i Buenos Aires, som er kendt for at være et kvarter, hvor mange kunstnere holder til. Hver søndag er der lukket for biler på den store gade i kvarteret og bilerne erstattes af gøglere, handlende, kunstnere og en masse mennesker. Det var en meget kold oplevelse for os. Efteråret, ja nærmest vinteren havde denne dag taget fat i hovedstaden, og vi sendte en kold tanke til vore dejlige vinterjakker, som ligger i topboksen, inde i bilen på vej over Atlanterhavet.

Næste dag meldte forkølelsen sig hos mig og dette betød rolige dage på værelset uden de store indslag, men med en stærk kontakt til alle derhjemme, fordi det trådløse netværk betyder msn, Skype og e-mail 24 timer i døgnet. På godt og ondt.

Tre gange forsøgte vi at få pladser til en rundvisning på Det Røde Palads, hvor den upopulære præsident og hans mænd arbejder. Men uden held – selvom vi kom flere timer i forvejen, var der hver gang booket op – denne oplevelse må vi have til gode.

Lektierne fik en skalle, krummeklub.dk fik næsten dagligt besøg af Amanda, hvor Kaj og Andrea og de fineste prinsesser blev klædt på til den store guldmedalje.

 På Nationaldagen den 25. Maj var vi ved at blive blæst omkuld. Måske har 50 000 mennesker været på gaden, og det går ikke lydløst for sig. Der er optøjer, tudehorn og trommer i alle størrelser, skilte, demonstrationer og fyrværkeri. Det er så højt og ikke til at holde ud og man driver enten med strømmen og bliver væk fra sin familie, eller man køber lidt god mad (igen) og gemmer sig på sit værelse. Vi valgte, efter en time, det sidste.

Fredag den 2. juni var vi meget klar til andre himmelstrøg. Vi var i lufthavnen 4 timer før flyet mod Brasilien lettede, fordi man ellers ikke kan være sikker på at få en plads! Efter en mellemlanding i Sao Paulo, ankom vi trætte til Rio de Janeiro om aftenen. Byen har ikke det bedste ry, slet ikke efter mørkets frembrud, og med 4 børn og ingen hotelreservation (fordi de vi skulle leje lejligheden af, havde brændt os af) koster det derfor mange penge at ankomme på dette tidspunkt.

Efter en aften på Hotel Ibiza og en fremragende morgenmad og 1000 kroner fattigere, fik vi fat i en lejlighed – lige ud til den berømte strand Copacabana. Lejligheden er den billigste form vi har kunne finde – selvom vi bestemt ikke selv synes, at den er billig. To soverum, to badeværelser, et godt køkken, et vaskerum med vaskemaskine og tre døre med tre forskellige nøgler for at komme ind OG komme ud, skal nu i 17 dage være vort hjem.

Men hvorfor er det altid en skuffelse for os at komme til kendte steder. Stranden her er ganske enkelt ikke noget særligt. Sandet er fint, bølgerne høje, palmerne væk og er erstattet med højhuse, barer, restauranter og små handlende. Hvor er de solbrune veldrejede damer i tandtrådsbikinier? Hvor er alt det vi ser i reklamerne? Vi ved det ikke, men i det mindste havde vi forventet godt vejr. I stedet var det overskyet, blæsende og endda lidt regn. I dag søndag har vi dog tilbragt 4 timer på stranden og vejret var nogenlunde.

Prisniveauet? Næsten som i Danmark, så vi er igen på jagt efter den billigste ketchup, mel, kaffe, frugt, morgenmad o.s.v.

Lyder vi ikke helt tilfredse? Vi er glade og har det godt, men vi savner bilen, det primitive liv på landevejene, uspolerede mennesker, der ikke før har set turister, store naturoplevelser…og vort gamle rejseliv. Her er vi almindelige turister… dog uden pengeJ