Det var et mareridt at få bilen sat i container i Buenos Aires. Hovedstaden som sådan er der ikke noget galt i og menneskene er flinke – men at shippe en bil herfra er ikke for tøsedrenge.

I mandags var vi til møde hos den agent som skal sende bilen af sted. Her fik vi den chokerende nyhed, at tolderne vil se flybilletter ud af landet ellers vil de ikke sende bilen af sted. Vi fik travlt med at løbe den store by tynd, for at finde de billigste billetter, få dem hentet, betalt og så videre. Med disse elektroniske billetter mødte Jan og jeg op på havnen. Man havde lige glemt at fortælle os, at en kopi af Jans kopi skulle stemples hos en Offentlig Notar – eller på ambassaden. Vi fik travlt med via taxi at komme på ambassaden og 160 kroner fattigere var kopierne stemplet.

Det tog kun 2 timer at vente på at tolderne skulle udstyre os med en masse papirer.

Betalingen voldte også problemer. Havne myndighederne kom til at tage det forkerte beløb, og det er en større sag at få penge retur… og dernæst kan man først næste dag få lov til at betale det rigtige beløb! Og kun få taler lidt engelsk og vore spanske rækker stadig kun til at købe brød, skinke, bøffer, mælk og så videre.

Vi havde en naiv forventning om, at når vi viste de forskellige mennesker papirerne, så ville de forskellige instanser vide, hvad de skulle gøre – men nej, der rystes på hovedet, andre tilkaldes, der ringes og vi sendes til en anden instans, som gør det samme. Vi er turister – dette er forskellen – normalt er det firmaer der eksporterer – ikke turister.

Bilen blev eksporteret, men kunne ikke sættes i container torsdag – og den stod ikke sikkert på havnen, men den var på papirerne ude af landet – men så var der en chef, der mente at vi bare kunne annullere eksporten – VUPTI – med to streger over de vigtige papirer, var eksporten annulleret, og vi forlod havneområdet med bilen som ikke blev importeret men jo heller ikke var eksporteret… efter 8-9 timer rundt til enhver tænkelig instans.

Næste morgen mødte vi igen op. Vi havde mødt en tolder, som gerne ville hjælpe os – men han sov netop denne dag for længe, så ham så vi først omkring middag. Da han mødte, gik der jo lidt tid med at skulle kysse alle godmorgen – både mænd og kvinder, drikke te af de specielle krus med det specielle sugerør i. Dette er arvet fra indianerne og Josefine synes at teen smager af ko.

En chef – en kvindelig – kom til og fik sat skub i det hele og fredag omkring middag, satte tolderne (dejlig udhvilet) seglet på containeren, og nu regner vi med, at bilen mandag eller tirsdag påbegynder sin sidste sejlads over det store Atlanterhav til havnen Le Havre i Frankrig.

Vi savner allerede bilen. Det er dyrt og besværligt at skulle flytte sig fra hovedstaden og ud til vandet eller sydpå – og det er rigtig koldt – 10 -15 grader og vinterjakkerne ligger i bilen.

Den 2. juni skal vi flyve til Brasilien (det var billigere at flyve over Brasilien), være der 18 dage inden vi skal flyve til Paris den 20. juni. Vi ankommer den 21. juni, skal ud til Le Havre og finde bilen og så begynder hjemturen. Børnene glæder sig og så kommer de alligevel til Brasilien!

Buenos Aires er som de fleste hovedstæder. Mange biler, neon skilte, kultur, god mad, trendy cafeer og gode indkøbsmuligheder. Men når vi bor et sted i mange dage, bliver det ”vores hjem”, og vi føler os godt tilpasse. Vi sover længe, er på nettet mange gange, får snakket, handlet og i går lørdag var vi meget kulturelle.

Vi var på museum. Evita museum som er et interessant overblik over Argentinas førstedame. I hendes korte liv (1919-1952) fik hun lavet mange gode ting i forhold til kvinder og deres stemmeret, fattige børn, gamle mennesker og arbejderne. Elsket af mange og hadet af en stor del. Vi kender vel alle ”Don´t cry for me Argentina” – og denne sang siger en del om hendes holdninger og ikke mindst ydmyghed i forhold til hendes egen position.

Argentina er tangoens land – og vi så en seddel om, at vi kunne se Tango på en restaurant. Vi lagde mere mærke til ordet tango, og ikke så meget ordet restaurant og mødte op – som de eneste på hele restauranten, i vandrestøvler, cowboybukser, slidte fleecetrøjer men nogenlunde rene. Mange rige argentinere spiste lækker mad men vi bestilte sodavand – kun Jan havde råd til et glas rødvin. Men hvad – tangoen er vel det vigtigste og det var et godt show. Især da Josefine til sidst blev budt op og måtte meget rød i hovedet, med for store sko, hul i bukserne men smilende, ud at danse med denne stilfulde Tango fyr. Han havde hvidt stribet tøj på, spidse lak sko og meget creme i det sorte hår – panikken bredte sig hos Mathias – for damerne gik også rundt og bød op. Vor søn dukkede sig og lod som om han skulle gætte årgangen på hans cola i det høje vinglas.

Omkring midnat var det slut – en god kulturel dag.

Ros har vi stadig til Argentina MEN en ting kunne vi have været foruden; det argentinske politi. Vi har ikke tal på, hvor mange gange vi i vor bil er blevet stoppet og der har ikke været grænser for, hvor kriminelle vi har båret os ad. Den ene gang ville det koste os 100 dollars fordi der ikke var ordentlige sikkerhedsseler tre steder i bilen. Vi parlamenterede en del, men lige meget hjalp det. Betjenten havde taget vore pas og bilens dokumenter. Pludselig fik vi det hele igen – uden videre. Vi forstod intet, men så ud ad vinduet, at der kom andre betjente tilbage…og betjenten som havde ”anholdt” os har vidst, at de andre betjente ikke ville kræve de 100 dollars.

En del gange blev det påpeget, at vi manglede et klistermærke bag på bilen. Dette mærke findes i tre udgaver. Et hvor der står 80 km/h, 90 km/h eller 110 km/h. Man var enige om, at vi manglede mærket men ikke hvilket tal, vi skulle køre med. Mærket er ikke påkrævet for os – det vidste vi, men den ene gang var vi tilbageholdt så lang tid, at vi til sidst måtte sige til dem, at nu ville vi gerne ringe til ambassaden. Så hjalp det, vi fik vore papirer og kunne køre. Her sparede vi igen 100 dollars.

En anden gang havde vi, lige efter en tissepause, sat bilen i gang og blev stoppet 50 meter længere fremme – her mente man, at vi havde kørt for stærkt, det havde de "målt" med en kikkertJ Vi kom til at grine, men Jan måtte en tur over i en politibil for at tale med en betjent, som dog også opgav til sidst. Her sparede vi igen 100 dollars.

Tidskrævende og irriterende, men morsomt bagefter.

Efter en uge i Argentina kan vi bidrage med ros til dette kæmpe land. Vi når jo kun at se en brøkdel af landet, men indtil nu er vi ikke blevet skuffede. Priserne er i bund og kvaliteten er noget højere end i Peru og Ecuador.

Byen Salta var en hyggelig by, men vi har efterhånden set mange byer med en flot Plaza inde midt i, og de mange trendyer caféer siger os ikke meget. Vi var i byen den 1. maj og byen var lukket – det var svært at finde et sted at spise. Desværre fik vi valgt en restaurant, hvor de syns at delikatessen for os 6 måtte være kød og lidt salat – vi ville ikke vide, hvilket dyr det var fra eller hvilke dele fra dyret vi satte tænderne i. Fantasien fejlede ikke noget – men der var noget galt med forholdet imellem pris og kvalitet.

Vi overnatter i Argentina gratis på tankstationer, hvor der er toiletter og nogle gange bad – det er nemt. Vi kørte i en del dage for i fredags at komme op til grænsen imellem Paraguay, Brasilien og Argentina. Her i denne ”trekant” ligger de spektakulære Iguazu vandfald. Disse besøgte vi i går lørdag. Se på billederne i fotoalbummet – jeg kan ikke forklare med ord, hvor flotte de er. De ligger i nationalparken, hvor der er ordnede forhold med gangbroer, restauranter og toge og både, der fragter en rundt i parken. Jeg vil tro at min mand og fotograf kan finde et enkelt vellignende foto af vandfaldene – for han tog 141 billeder…så mon ikke der skulle være et enkeltJ

Turen herop til var flot. Vi kørte igennem grønne områder med palmer, store marker og kvægstationer. Nogle områder kunne minde om Fyn, men det betyder nu ikke at vi længes meget hjem! Før i tiden var der mange Jesuitter, der kom som missionærer her, og vi vil gerne på vej til Buenos Aires se landsbyer, hvor missionærerne til tider gjorde livet surt for spanierne.

Vi har bekræftet, at vi gerne vil shippe bilen hjem fra Buenos Aires den 21. maj. Vi skal være i byen omkring den 17. maj for at ordne papirer med videre. Vi får vist ikke, til børnenes store ærgrelse, råd til at tage på strandferie i Brasilien, men vi håber vi kan finde et varmt solrigt sted i Argentina, til billige penge – men høj standard!!