Konflikter i landet, uvisheden om jungletur og om vi skal gense mormor og Jens blegnede fuldstændig, da Mathias uden varsel faldt om på gaden i Cuenca. Han mente, på vej ned mod Internetcafeen at han måske manglede væske og ville købe sig en vand. På netcafeén husker han, at han havde svært ved at læse sine mails og ellers husker han intet. Kathrine skreg op, da han faldt over i hende, men hun reagerede voksent og fattet og fik hentet sine far, som var hos Amanda som netop denne dag kastede op. Jeg var oppe for at ringe til den danske ambassade for at skabe os et overblik over den kaotiske situation i Ecuador. Hun løb bagefter op til mig og græd og sagde det var helt galt med Mathias.

Hans krop var i krampe, fråden stod ud af munden på ham og anfaldet varede flere minutter. Ambulancen kom hurtigt og kørte os til et luset hospital – Sibirien kom op i mig igen. Vi fik kontakt med ham efter en times tid men han kunne intet huske. Han kunne ikke huske navnet på byen, vi var i, filmen han havde set aftenen i forvejen, hotelværelset eller noget som helst fra den morgen vi lige havde sluppet. Jan havde overværet det hele og var ikke i tvivl om at det var et epileptisk anfald. Men hvordan kunne det ske – han er jo ellers rask og frisk? Vi blev overført til et bedre privat hospital, hvor de kunne gennemføre de nødvendige undersøgelser. Han blev røntgenfotograferet, scannet og fik gennemført en EEG. De to første undersøgelser var fine, men EEG viste ”dårlige” hjernebølger, som lægen beskrev det. Det kunne skyldes anfaldet men det var for tidligt at sige noget om. Det blev besluttet at han skulle have medicin i et helt år – men også at det var forsvarligt at rejse videre. Vi fik en god behandling men det er meget opslidende, når ens forsikringsselskab ikke uden videre blot betaler dét det koster. Vi var meget bange – men når man efter nogle dage ser hans glade smil igen, hører ham drille sin far og sine søskende – ja så håber vi på, at det epileptiske anfald skyldes, at han manglede væske. Vor egen læge Claus Henrik hjalp igen og roste behandlingen på sygehuset i Cuenca og synes det var o.k., at han skal tage medicin, så længe vi er ude at rejse. Medicinen skal forebygge yderligere anfald og er medicin, der bruges til epilepsi patienter. Mathias skal igennem yderligere undersøgelser i Danmark, når vi kommer hjem.

Det var svært at vænne sig til, at når der blev sagt at lægen kom

Om 5 minutter betød det 1 time

Om 10 minutter betød det flere timer

Om en time betød, at han aldrig dukkede op

Men ellers helt igennem professionelt, men sproget er en barriere – vort spanske rækker til at bestille skinke, mælk eller morgenmad og så pludselig skal man forholde sig til sygdom og medicin på et andet sprog.

Vejene var stadig spærrede omkring det tidspunkt (den 25) hvor vi skulle på jungletur oppe nordpå. Mathias, synes vi, var frisk nok til at tage af sted. Vi betalte 800 dollars for flybilletter til alle og havde dermed besluttet at vi ikke ville give alle pengene til Explorer i Quito som ikke ville give os pengene tilbage for turen.

Vi fik rundt i Cuenca og søgte hjælp og forhørte os om billetter – og pludselig havnede vi ufrivilligt i den selv samme konflikt – denne gang dog for tæt inde på livet.

Vi hørte demonstranterne komme. Det var studenterne der støttede indianernes kamp mod TLC, som er en aftale Ecuador har indgået sammen med Colombia og Peru og USA. En frihandelsaftale, som kan sammenlignes med de første år af EF eller EFTA aftalen. Ecuadors indianere mener, at USA vil tage deres afgrøder og dermed levebrød og er derfor imod at regeringen i denne uge underskriver aftalen.

Vi kunne mærke tåregassen hænge i luften og vi kunne høre politiet springe bomberne. Pludselig var vi midt i det hele. Mathias og jeg søgte op mod en opgang og Jan blev væk fra os fordi han lige ville tage et par billeder. Jeg løb ned efter Jan, men blev nærmest ramt af endnu en tåregasbombe og Mathias kom ned for at hjælpe mig i sikkerhed på et kontor længere oppe i bygningen. Jeg priste mig lykkelig for, at vi havde installeret pigerne med deres matematikbøger hjemme på hotelværelset. Kontoret tog godt imod os gringos og jeg skulle indsnuse cigaretrøg som skulle tage det værste fra tåregassen.

Vi fandt Jan igen og var glade for at blive genforenet og fik ringet til pigerne på hotelværelset for at sige, at de absolut ikke måtte forlade deres værelse. Det var rart at mormor og Jens kunne nyde deres ferie ved kysten, hvor der slet ikke er uroligheder. (Men indianerne bor jo i højlandet, hvor vi befinder os).

Hospitalsbesøg i et land i undtagelsestilstand er ved at være for meget selv for garvede rejsende som os – men da vi havde fået bestilt billetter, og deres maskine gik i stykker, så vi alligevel ikke kunne få dem, var det lige ved at det var for meget. Intet så ud til at ville lykkedes – men selvom et andet kontor var lukket, fik vi lov at få billetterne derfra og ankom til Lagro trætte og færdige fredag den 24-03, hvor vi blev genforenet med mormor og Jens – det var rart. Efter (for meget) rødvin og en god middag kunne vi sove roligt og var friske (sådan da) til den tre timer lange bustur næste dag ude i ukendte Amazones.

De første dage var vi i åbne bambushytter med myggenet på et dejligt sted med vandreture i junglen, hvor vi forsøgte at skelne de mange brugbare planter fra hinanden. De mange små frøer og myrer var talrige men vi så ikke mange større dyr på junglevandringen. Det er sjældent at være et sted, hvor der ikke er elektricitet men hyggeligt med de små stearinlys.

De sidste dage var noget mere grænseoverskridende, hvor vi sov i telte – nogle af os uden liggeunderlag men på et tyndt uldtæppe. Denne ”camp” var 3 timers sejlads fra den første ”camp” og der er noget ”indiana jones” over dét at glide igennem floden i de små trækanoer medens aber springer fra træ til træ og fuglelivet er rigt og farverigt. En enkelt slange blev det til, vandedderkopper, tukaner, mange andre fugle, alligatorer, frøer og en masse aber, der sprang fra træ til træ.

Det var en meget spændende jungletur, grænseoverskridende og udfordrende.

Indianernes dårlige vilkår har hidtil kostet os 2500 kroner – måske mere. Fly til Guayaquil, hotelophold i byen, parkering til bilen osv.

I dag kørte vi igen af sted fra Cuenca og satte denne gang kursen mod Banos. Vi havde glædet os til de varme svovlbade i Banos, men indianerne havde igen blokeret vejene. Vi nåede denne gang kun 60 kilometer væk fra Cuenca, hvor vejen igen var blokeret af sten og en meget stor flok indianere. De var denne gang maskerede og så ikke videre venlige ud. De piftede hjulene på bilerne, så det var om at få vendt bilen hurtigt. Og som sidste gang øsregnede det og var koldt. Det hele passer sammen, må jeg sige!

I morgen tager vi kontakt til ambassaden – vor spanske rækker ikke til at søge informationer på hotellet eller andre steder, hvor de ikke taler engelsk.

Vor tur til junglen er meget i fare, ser det ud til, og ser vi mormor og Jens igen i Ecuador?

Fra Quito tog vi bussen til Guayaquil. En 7 timers lang bustur sydpå til havnebyen, hvor vi gerne skulle møde vor bil. Guayaquil er ganske enkelt rædselsfuld. Larmen og osen fra vildtkørende busser overdøver alt og det er med livet som indsats at vi sætter os ind i en Lada, som aldrig ville gå igennem syn hjemme i Danmark. Ladaerne sejler på vejene – de er enten slået skæve eller også er det alle hullerne i vejene, der har slået dem skæve. På Hotel Sander taler de ikke engelsk – og de smiler heller ikke – heller ikke i restauranten, som hører til – deres ansigtsudtryk er lige så hårde som æggene de serverer om morgenen.

Det er ikke charmen ved byen eller hotellet der opholder os flere dage – det er tolderne og papirarbejdet omkring bilen. Det tog os 3 dage at få bilen ud. Onsdag var vi hos agenten og få lavet de nødvendige papirer, torsdag var vi ved tolderne, men hele dagen kunne de ikke registrere at containeren med bilen var læsset af skibet. Kun da vi selv tog affære og fik skaffet os adgang til havnen (vi bestak kun politiet en gang med 2 dollarsJ), kom der skred i tingene. Børnene klarede at være alene i disse dage og det var bare flot og dejligt. De havde deres egne kampe med personalet i restauranten. Mormor og Jens var på sightseeing i byen, men måtte erfare, at Ecuador ikke er så sikkert et sted, som vi læser om i guidebøgerne. Mormor mærkede noget ved øreflipperne – og var pludselig blevet et par guldørenringe fattigere. Det gik så hurtigt og var så professionelt, så ingen vidste bagefter, hvad der var sket.

Fredag rendte vi igen fra det ene sted til det andet. Det ene sted får man et stykke papir, som giver adgang til næste kontor og sådan går dagen. Det værste var, da vi skulle stå i kø i over en time for at få lov til at betale 14 dollars. Den ene gang efter den anden forsøger de flinke mennesker at sige til os, at vi lige skal betale 20 dollars – de forsøger at snyde os hele tiden, og vi bliver lige skuffede hver gang, for vi troede lige, at de var til for at hjælpe os.

Ved 15 tiden fredag eftermiddag kørte vi i Toyota Hiace til Hotel Sander og næste dag kunne vi forlade byen og sætte kursen mod Cuenca – en by i Ecuadors smukke højland.

Cuenca havde dét som Guayaquil ikke havde. Ro, huse bygget i kolonistil, små restauranter, hvor man i ro og mag kunne nyde lækker mad og et rigt handelsliv.

Fra Cuenca tog vi på ture. Vor bagage var på hotelværelset og vi kan alle 8 sidde i bilen. Den ene dag var vi på en interessant tur til Ingapirca, som er Ecuadors mest velbevarede Inkaruiner. De er vist intet sammenlignet med de i Peru, men der er nu noget særligt ved ruiner. At stå ved ruinerne og forestille sig, at de gamle Inka indianere har bygget netop disse huse, er da mærkeligt at tænke på.

Næste dag gik turen til Caja National Park. Den ligger i 4000 meters højde, det var regnvejr og det var koldt. Vi så vilde lamaer, men ikke skyggen af den store Kondor fugl, som vi havde håbet på. Landskabet er råt men flot i højlandet.

Cuenca har været en dejlig by – også selvom vi desværre blev et reservehjul fattigere. Vi holdt øje med bilen, men de 15 minutter vi lige brugte til at gøre os færdige, kostede os reservehjulet som lå på taget af bilen. Ærgerligt – også fordi man pludselig ser tyve og uærlige mennesker overalt. Så det var rart, da vi tirsdag satte næsen mod Guayaquil igen, fordi vi skulle flyve til Galapagos onsdag. Mormor og Jens satte sig i bussen og vi i Toyotaen. Kun mormor og Jens nåede frem.

Cirka 100 kilometer fra Cuenca holdt vi i kø. Lastbilerne var stoppet og i første omgang troede vi blot, at det var stenskred – dette sker ofte i bjergene i regntiden. Stenskredet så meget organiseret ud og vi undrede os over de mange indianere der stod omkring ”stenskredet”. Det var koldt og det øsregnede. Det viste sig at være en blokade. Først troede vi, at det var noget lokalt og vi forstod at politiet var på vej og blokaden var ved at være slut. Friskt kørte vi ind i stenene, jeg steg ud af bilen, sparkede de små sten væk og den store sten på vejen, fik jeg med alle mine kræfter rullet væk, så Jan i bilen kunne køre igennem. Så kom indianerne ellers på krigsstien. De havde stille iagttaget os, men da jeg flyttede stenen, røg de imod os og begyndte at kaste sten mod bilen. Jeg blev overrasket og forskrækket og forsøgte at tale lidt med dem.

Det var vist tiden for os at komme tilbage til Cuenca. På vej tilbage fik vi at vide, at alle veje var blokerede og efterhånden gik alvoren op for os. Efter telefonsamtalen med rejsebureauet var humøret på nulpunktet. Uden omsvøb måtte de meddele os, at hvis ikke vi var i Guayaquil den næste dag til flyafgang klokken 9.30, ville vi miste alle vore penge og vore længe ventede Galapagostur. Det var ganske enkelt for vildt. Vi så andre strandede turister, og de så også fortvivlede ud – og hvor var mormor og Jens?

Ved 17 tiden var vi tilbage i Cuenca og rejsebureauet havde telefonisk fået booket flybilletter fra Cuenca til Guayaquil til næste morgen – billetterne skulle hentes inden klokken 18.00. Vi nåede ud i lufthavnen… for at konstatere, at der var begået en fejl og alle vore bookninger var slettede. Det var næsten mere end vi kunne holde til. Der blev ringet, vi kæmpede og efter hjælp fra flere mennesker, en times vente tid og 250 dollars fattigere, havde vi flybilletter, så vi næste morgen skulle kunne nå flyet til Galapagos. Men hvor var mormor og Jens?

Vi efterlyste dem ved busterminalen men de fleste mente at bussen var nået igennem, inden blokaderne helt havde afskåret vejene. Hotellet havde endnu ikke modtaget mormor og Jens, men ved 19 tiden fik jeg fat i dem – de var nået frem og havde da brokket sig noget over den lange bustransport (bussen havde taget en omvej – den sidste vej til Guayaquil) og anede intet om blokader og vore trængsler.

Vi fandt et sted at stille bilen og i mulm og mørke fik vi pakket til Galapagos turen og ved 20 tiden kunne vi spise vort første måltid siden lidt morgenmad. Dagen havde været lidt for spændende!!

Galapagos øerne mødte os med varme og venlighed – en anden verden end den kolde luft i Andesbjergene og de utilfredse indianere.

Vi fløj til Santa Cruz. Blev afhentet af guiden og kom ombord på økonomibåden Poseidon. Vi fik anvist vore køjer – og kunne med det samme lide denne primitive træbåd med det venlige mandskab. Fiskesuppen kunne vi undvære, men synet af søløverne omkring båden eller på bænkene inde på land, fik os til at glemme sulten.

Galapagos øerne er vulkan øer som ikke er mere end 4-5 millioner år gamle. Vandet omkring øerne er turkisblåt, rent og dette gør det nemt at se havskildpadder, hajer, søløver, delfiner og rokker. Fregatfugle og pelikaner sætter sig på båden og en morgen havde en søløve taget plads i vor slæbebåd – den så noget utilfreds ud, da skipper jagede den i vandet fordi vi turister skulle sejles til en af øerne.

Vi kom rundt på 4 af øerne. Nogle havde hvide strande, andre røde, sorte eller brune – alle lige smukke og rene. Amanda kunne absolut ikke lide de sorte havleguaner, men de ser også skræmmende ud.

Den sidste dag så vi de store landskildpadder, som de fleste forbinder med Galapagos, men de var i fangenskab. Der findes mange i den frie natur på øerne, men faktisk har de været truet, så der gøres nu et stort stykke arbejde for at få avlet en del nye, som så sættes ud på øerne. De store vi så var mellem 150 og 180 år gamle.

Vi kan absolut anbefale en økonomibåd – maden var pænt anrettet, vi sov godt og oplevelserne med at se dyrene er lige så gode som på de dyre både. Her skelner dyrene ikke! Vi er glade for at have været på Galapagos, men synes stadig, at 25.000 kroner for alle os 6 mennesker er for vildt – for 4 dage inkl. flyet derud – det er da for vildt.

Blokaderne er ved at være ophævet, så vi kom med bussen til Cuenca i dag – og afhenter bilen i morgen. Vi håber den står, som da vi afleverede den.

Mormor og Jens er taget til kysten for at få mere farve og nyde stranden i Ecuador lidt. Vi nyder lidt endnu højlandet og vi mødes igen med dem på fredag, hvor der står Jungletur på programmet – om blokader og indianere vil tillade os dette.

Vi kunne få et æg til at balancere på hovedet af et søm. På den nordlige halvkugle løb vandet ud af vasken med en hvirvel drejende mod urets retning, på den sydlige halvkugle løb vandet ud af vasken med en hvirvel i urets retning og lige på ækvator løb vandet ud af vasken uden hvirvel. På den ene af siderne kunne guiden ikke trække vore arme ned fra hovedet, da vi gjorde modstand, men lige på ækvator havde vi ingen kræfter. Der var mange sjove test – denne dag lige på ækvator, Mitad del Mundo, hvor Jans GPS ikke lige nøjagtigt viste 00°00.000’ – men den havde også en usikkerhed på 9 meter. Det bedste var måske, at vi på ækvator vejer mindre end andre steder, på grund af den svagere tyngekraft. Vi havde dog ikke vægten med, så vi kunne ikke nyde, at vi ”havde tabt os”.

Der var på stedet hytter og beskrivelse af, hvorledes de gamle indianere havde boet – det folk som havde vist at de boede på jordens midte. Quito betyder Jordens Midte og Ecuador betyder Lige Linie.

Der var en udstilling om amazones indianerne, hvor det var interessant at se et 175 år gammelt skrumpe hoved. Det var en 12-årig dreng og plakater viste, hvorledes indianerne skar hovedet af deres dræbte fjender og fjernede alt indvendigt for at få disse skrumpe hoveder som krigstrofæer.

Rejsen til Quito gik godt og flyveturene var behagelige. Det var koldt at lande i Quito og hotellet, hvor vi betaler 5 dollars pr mand, er også koldt, så vi erkendte hurtigt, at vi havde for lidt tøj med.

De første mange dage er gået med at kigge efter priser til Galapagosøerne og jungletur – vi fik et rigtig godt tilbud, og selvom vi ikke kunne komme i kontakt med mormor og Jens, bookede vi turene for alle mand hos firmaet Explorer. Det var dyrt, selvom det var et godt tilbud. Vi bestemte os først for ikke at ville til Galapagos, men hvor tit er det, at vi får den mulighed? Den tanke vandt over økonomien, og først når beslutningen er truffet, kan det ikke være anderledes. Vi glæder os og får med sikkerhed en spændende måned i Ecuador. Quito ligger i 2850 meters højde, så vi havde det i de første par dage lidt vanskeligt med højderne. Vi blev forpustede, kunne ikke sove og kunne få trykken for brystet. Der er ikke vanvittigt meget at se i Quito. Men at gå rundt i den gamle bydel og nyde de gamle koloni bygninger, er en god oplevelse. I den nye bydel kan man få vestligt moderne mad til et andet budget end vores, men mulighederne er der.

San Fransisco kirken er Ecuadors ældste kirke og absolut et besøg værd. Også selvom vore børn synes, at de snart har set kirker nok. Quito ligger omgivet af vulkaner, som dog ikke er aktive, men fra vor værelse har vi udsigt til bjergene, hvor skyerne hænger nede omkring toppen af dem.

Det var ubeskriveligt dejligt at se mormor og Jens der med 1 times forsinkelse ankom til Quito den 2. marts om formiddagen. Selvom de var trætte, orkede de at tage med ud at se på Galapagos rejse og betale en masse penge! De havde hævet rigeligt til de første dage, men allerede på anden dagen måtte de ind i en bank og slæbe deres kort igennem.

De sov godt den første nat, men de havde jo også været vågne i mange timer. Det var rart at se dem MEN det var også rart at spise deres medbragte rugbrød, spegepølse og leverpostej fra slagter Carsten Møller! En himmelsk nydelse – tak for dette.” Den bedste mad på hele turen”, mente Josefine, som kan have et anstrengt forhold til al den fremmede mad.

Amanda hang på sin mormor fra dag 1 – hvor er det rart for hende at kunne tale dansk med andre end os – det eneste sprog hun jo kan. Lakridskonfekten var væk efter få timer!

Nyt Ude og Hjemme, Hjemmet, Witch blade og Krigerbøgerne er kigget igennem – og den nøjere gennemlæsning påbegyndt. I dag er Mathias færdig med de to Kriger bøger, og må nøjes med Witch blade…men han kunne jo også lave matematik eller opdatere sin dagbog!

Lørdag havde vi en meget udfordrende tur til Otavalo markedet, cirka 80 kilometer fra Quito. Turen var meget billig, og nogle vil sige for billig! For bilen kørte i stykker, og vi var hjemme klokken 22 – i stedet for klokken 16.oo som planlagt!! Men en sjov oplevelse alligevel – her bagefter!

Otavalo markedet er stedet, hvor indianerne sælger deres trøjer, tæpper, duge, tasker, dukker smykker. Her er gode indkøb at gøre, og mormor og Jens købte rigeligt ind, så indianerne så tilfredse ud efter deres besøg. Markedet, hvor indianerne sælger deres dyr, er dog mere interessant – selvom det næsten var slut, da vi ankom ved 10 tiden. Dyreetik er et fremmedord på Ækvator. Vi krydsede Ækvator – og får mere at vide om dette punkt på mandag på en anden tur – med en forhåbentlig bedre bilJ

Indianerne i Otavalo er dog også historien om indianere der trods industrialisering af tekstilindustrien har formået at overleve med deres håndværk og stadig eksportere store dele af deres produktion. Turisterne på Otavalo markedet hjælper dem til en overlevelse, men dette gør jo ikke beundringen for deres håndværk mindre.

I dag søndag slappes der af. Der spilles Yatzy, læses ugeblade, ses film, skrives artikel og hvad den enkelte nu kan finde på. Man kan nok ikke rumme at opleve hver dag. Bilen skulle ankomme til Guayaquil mandag eller tirsdag, så vi glæder os til gensynet.