Colorado var meget flot. Den har fået sit navn fra ”Color Red” Og dette lever staten fint op til. Vi boede ikke i bilen – den fik en pause, men vi boede hos Byron and Kay. Gittes oldemors søskende (5 ud af 8) emigrerede til USA og deres børn og børnebørn har vi en smule kontakt med. Byron er således fætter til Gittes mormor. De mangler hverken plads eller penge, så vi havde hver et værelse med bad og toilet. Ligeledes har de tre biler – en til dem hver og så er det rart at have en til snevejr. Mathias mente vi havde en gammel spand efter at være trykket tilbage i sædet i Byrons Corvette.

Middagen på restauranten var meget lækker og det var dejligt ikke at skulle gå ud fra priserne men ud fra hvad vi havde lyst til at spise!!

Byron fik talt med nogle mekanikere om vor bil – og nu har den fået noget dyserens, så nu håber vi det hjælper. En anden mente at det kunne være højderne, bilen ikke kunne klare. Dyserne er indstillet til andre højder hjemme i Danmark, hvor Båring Bakke ikke kan måle sig med Rocky Mountains, hvor vi er i godt 2000 meters højde.

Santa Fe var den første dag meget varm. Vi var kørt fra familien i håb om at nå til varmere vejr og den første dag, så det ud til at være fint. Da snevejret igen indhentede os og vi igen skal bruge flere timer på at tø både os selv og bilen op om morgenen, besluttede vi os for at tage meget sydpå.

Men bortset fra kulden er Santa Fe en smuk by – brunlige farver, huse uden tage – sådan nærmest lidt Zorro-agtigt. Dette billede bidrager de mange mexicanere og indianere også til. Byen tiltrækker mange kunstnere, så på hvert gadehjørne var der et galleri. Smuk smuk by, som må være meget besøgt om sommeren.

Bilen kørte o.k. på vej ned fra højderne og ned til Las Cruses. Byen er omringet af smukke klipper og ved solnedgang får disse en meget lilla skær. Kaktusser og Cypresser tårner op alle vegne og her kan minde lidt om Provence – bortset fra klipperne i baggrunden. Og her er lidt varmere!! I dag sneg det sig op til mellem 15 og 20 grader, hvad der er nemmere at håndtere som campist.

Vi er ikke langt fra grænsen ind til Mexico og mange mennesker ligner mexicanere. USA har et stort problem med illegale indvandrere, og derfor så vi en del politibiler med ”Bordercontrol” på siden. Ikke desto mindre findes der steder, hvor arbejdsgivere kan møde om morgenen og tage de folk med sig – hovedsagelig fra Mexico – og aflønne dem som dagarbejdere. Det er da en smule dobbeltmoralsk.

Vi nyder stadig meget at kunne være i køkkenet på campingpladsen. Vi kan lave ordentligt mad og har varme.

Det går nogenlunde med at holde varmen, men vi undres stadig over al den is der er indvendigt på ruden om morgenen på bilen.

Crazy Horse, som er ”native americans” pendant til Mount Rushmore, er lidt skuffende. Vi betaler 24 dollars for at se et stort Visitor Center, hvor man kan se en masse billeder og indianer kunst. Selve Crazy Horse er langt fra færdigt, og der var sprængninger ved klippen, da vi var der, så vi kunne se ham langt fra. Men det er fascinerende ved nærmere eftertanke, at byggemesteren er startet helt for sig selv, arbejdet alene på det i 5 år inden han gifter sig med en af de frivillige og får 10 børn, der dermed sikrer at projektet kan gå videre. Familien arbejder nu på at færdiggøre faderens byggeprojekt. Og uden offentlige midler.

Badlands er et meget mærkeligt landskab. Klipper tårner sig pludselig op midt på prærien og giver indtrykket af en Asteroide – det er flot og fascinerende. Det var så koldt og blæsende, så vi var i bilen hele dagen og kiggede blot ud – det er lidt træls. Det var en smule deprimerende at køre igennem Pine Indianer reservatet, fladt land med mange bilkirkegårde, slidte huse der ligger meget spredt. Vi kørte igennem reservatet, med skudhuller i ethvert skilt, for at komme ud til Wounded Knee, som er en lille kirkegård med et stenmonument over massakren i 1890, hvor 250-300 indianere blev dræbt af hvide – mest kvinder og børn blev dræbt.

Mathias synes det var meget for dårligt, at vi vækkede ham klokken 7.30 en søndag morgen for at skulle i kirke. Vi har længe gerne ville i kirke, fordi kirke jo spiller en helt anden rolle her end den gør i Danmark. Det var en god oplevelse med gode sange og det var anderledes. Kirken lignede nærmest et forsamlingshus og der var en meget uformel stemning. Præsten fik bemærkninger og gav selv nogle igennem den 2 timer lange gudstjeneste. Flere forskellige almindelige folk var oppe for at sige noget fra prædikerstolen og til sidst blev alle de nævnt fra det lille lokalsamfund, som skulle på sygehuset, havde fået kræft eller lignende, så alle kan følge med i alles hverdag.

Efter kirken tog vi ud til Mount Rushmore. Solen var smukt fremme i dag og skinnede på de fire præsidenter, Washington, Jefferson, Roosevelt og Lincoln. Borglum (ham der stod for byggeprojektet) var søn af danske immigranter, så det er næsten en dansker, der har lavet skulpturerne. På kun 14 år skabte han dette imponerende værk, og skønt det ikke er helt færdigt i forhold til de oprindelige planer, bygges der ikke videre på det. Der er ikke bygget på det siden 1941.

Hjemme igen ved campingpladsen var det rart at kunne gå ind i det gode fællesrum med køkken, dele en flaske rødvin, de unge mennesker spiller pool og bøfferne på omkring 1 ½ kg stykket fint steger over komfuret.

På denne campingplads i South Dakota, Rapid City, er der gode faciliteter, som vi har savnet de fleste andre steder, vi har overnattet i USA indtil nu. Vi kan opholde os i et lille rum ,hvor der er varme, lave mad, toiletterne er rene og vi har en smuk udsigt til byen, idet pladsen ligger på bakken.

Rocky Mountains og YellowStone

Vejret er nogenlunde, selvom de fleste campingpladser nu har lukket for vinteren. Vi har rejst i staterne Washington, Oregon, Wyoming, Montana, Idaho og nu South Dakota. I Wyoming besøgte vi Yellowstone, som er en meget smuk national park. Vi så ulv, bisonokser og hørte prærieulve hyle – det var wildlife og det var koldt. Vi camperede i snevejr og måtte låne en skovl for at få bilen fri om morgenen. Kaffen skulle drikkes hurtig inden den blev kold og mælken kom ikke i køleskab – den var frossen om morgenen.

Vi oplevede at der var is indvendig på ruden om morgenen og det var sejt og koldt. Bilen spyttede en del sort røg ud og vi måtte en tur til mekaniker i Livingston.

Når vi kører fra sted til sted herover vestpå, er naturen meget meget smuk og sælsom. Der er mange kilometer imellem byerne og landskabet er meget særpræget med sneklædte Rocky Mountains i baggrunden.

Little Big Horn

Vi havde efter snevejret ved Yellowstone dejlige forårsdage på vej mod Black Hills. Vi smed de lange underbukser og de store nyindkøbte vinterjakker, huerne og handskerne – det var dejligt. Vi overnattede ved en flod hvor der stod indianertelte – dog ubeboede. På vej mod Black Hills besøgte vi Lilttle Big Horn Battlefield – et meget spændende historisk sted, hvor general Custer og hans 7. kavaleri i 1876 blev udslettet af Crazy Horse og Sitting Bull. Amanda ville vide, hvem der var de onde og hvem der var gode, men dette tænker vi endnu over! J Vi ser flere og flere indianere, men vi fik af vide af en mand, der en morgen bragte os morgenkaffe, at Crows og Cheyenne stadig ikke kan lide hinanden og har indbyrdes kampe. Crows var tro mod Custer, men historien bringer som bekendt vinde ind i nutiden.

Devils Tower

Devils Tower er et helligt sted for indianerne og minder os på mange måder om Ayers Rock i Australien. Den tårner sig flot op i et fladt landskab tæt ved Rapid City og sagnet fortæller, at en bjørn har kradset på klippen for at få fat i de indianere, der kæmpede for deres liv i kampen mod bjørnen. Klippen voksede til indianernes sang op i vejret og bragte dem til himmels, hvor man i dag kan se dem på stjernehimmelen. En smuk legende. Også her var der rigt dyreliv – vi så hjorte, egerne og vilde kaniner men har stadig til gode at se bjørne! Det var en god udflugt og en god vandre tur omkring klippen – efter at have lavet en god solid frokost på parkeringspladsen foran klippen. Det er rart at være tilbage i bilen!!