Fra Datong tog vi til Pingyao. Vi kunne, fordi det var en gennemkørende tog, ikke købe sengepladser til de 11 timer om natten, men normalt kan man købe dem i toget. Dette havde vi satset på – det skulle vi ikke have gjort.

Toget var overfyldt – jeg fik tilkæmpet mig to sengepladser til pigerne, som kunne sove lidt. Men det er lidt utrygt at aflevere sine blonde piger helt alene i vogne, langt fra hinanden og os og steder hvor man kun må være, hvis man har billetter. Mathias, Jan og jeg stod op hele natten – og ærligt - kineserne er ikke spændende at stå sammen med en hel nat. De prutter, som var de alene, spytter på gulvet og ryger hele tiden. Det er en smule anstrengende. Mathias overlevede ved Harry Potter 6 og Jan og jeg…vi har prøvet det før…for 20-25 år siden, men hvorfor er det meget hårdere nu om dage? J

Vi ankom til Pingyao og fik lidt kaffe og sov et par timer. Pingyao er pendanten til H.C. Andersens gade i Odense. Gamle huse og som Josefine sagde; ”det er sådan jeg troede Kina så ud”. Her er mange turister, men det er rart at få talt med andre rejsende og få gode ideer. Vi gik rundt i de gamle kinesiske gader, og efter få dage har man set byen.

51.000 Buddhafigurer er hugget ind i klipperne. Den største af figurerne er 17 meter høj – Yungang-grotterne. Figurerne er omkring 1500 år gamle og var før i tiden meget farverige. Dette ses kun enkelte steder. Mange af figurerne mistede hovederne under kulturrevolutionen, men de fleste er flotte og velbevarede. Vi havde valgt ikke at booke os ind på nogle af de dyre ture, men tog lokaltransport derud. Dette kunne vi gøre for 50 kroner frem og tilbage for os alle seks. 150 kroner i indgangsbilletter – altså 200 kroner for os alle 6 og bookingbureauerne skulle have det 5 dobbelte. Vi skal rigtig spare penge, for Rusland har været dyr for os – alt for dyr, men sådan går det måske ofte??

Vi fik en af pigerne på hotellet til at hjælpe med at booke togbilletter videre til Pingyao. Dette foregik via vor nyindkøbte engelsk-kinesisk ordbog, så det er spændende hvor vi ender henne! Vi tager af sted tirsdag aften.

Datong, byen vi er i lige nu, er beskidt og grå. Ikke mange turister finder deres vej til byen, så vi er noget interessante. Der debatteres livligt, om det dog er vore børn alle 4 og oftest ender det med, at en stakkels kineser sendes hen til vort bord for at spørge, hvorledes vi alle 6 hænger sammen.

i dag var vi på netcafe, som koster 1.50 krone i timen – men der var intet nyt om bilen. Vi forsøgte at få fat i nogle i Rusland, men de havde intet hørt fra Busan i Sydkorea, så vi ved faktisk intet. Vi rejser videre og nyder Kina, men hver eneste dag skænker vi vor gamle Toyota mange tanker. Den må savne os og føle sig meget alene og svigtet.

På denne store jordomrejse skal vi ikke glæde os for tidligt. I går lå der en mail, at vi skulle bekræfte at vor bil i containeren i Sydkorea er tømt for diesel, og en beskrivelse af, hvorledes vi tømte den! Pas – vi fik aldrig at vide at den skulle tømmes, men ikke desto mindre står der dette i de russiske papirer! Og dette har vi underskrevet.

Humøret var lidt lavt, for vi ved ikke om bilen så kan shippes eller om det ”blot” vil tage lang tid. Dette bliver et problem for vi har kun taget katetre  med til to måneder!!

Det er utroligt, at vi ikke kan være lidt heldigere.

I dag var vi igen en tur på Den Himmelske Freds Plads – det er altså stort.

I nærheden af hotellet har vi fundet en internetcafe til 3 yuan i timen. Alle ryger, men det er billigt.

Vi er ved at undersøge flybilletter ud af Kina, men vi anbefales af hensyn til prisen at vente med at købe til vi kommer til Hong Kong. Vi har nu købt billetter til Datong – næste stoppested efter Beijing – vi forlader Beijing lørdag.

Og vi kunne skrive meget om den sidste tid i Rusland. Bilen kunne ikke blive udleveret, fordi nogle mente, at prisen var forkert. Den stod på en perron en hel dag, fordi nogle mente prisen var for lav, vi havde betalt, for at få den på toget!

De sidste vi ”sloges” med var tolderne. Det var en hård kamp. Det har været helt i Moskva – spørgsmålet om forlængelse af tolddokumenter på bilen. Vi så i TV en træt Putin efter en tur i USA, men vi tror nu han var træt af spørgsmålene om vor bil og alle disse dokumenterJ. Fredag den 16. skulle vi være taget af sted mod Kina, men torsdag ved 15.30 tiden blev vi ringet op, at vi skulle af sted nu. Toget afgik samme nat mod Kina. I løbet af en halv time skulle vi have det hele pakket, så det gik stærkt. Det var nærmest lidt svært at komme op i tempo, efter vi intet havde kunne foretage os i en hel uge. Tolderne blev formelt spurgt om vi kunne rejse, og der blev sagt ja. Vi kunne dog ikke få lov til at åbne containeren og komme til at tage Kathrines medicin, som vi desværre havde glemt i bilen.

Derfor har vi i dag været på hospitalet i Beijing med en grim blærebetændelse, men hun er i bedring i dag i forhold til i går.

Man drømmer ikke om, hvor glade vi er for at være i Kina! Det tog en hel dag at komme ud af Rusland. Jeg blev ført bort af tre politibetjente ved grænsen, fordi de mente vi havde store problemer med nogle stempler i vore pas. Jeg kunne betale mig fra det eller vente, så jeg valgte af princip at vente!! Det gik alligevel. Vi blev tjekket mange gange inden vi gik ud af landet – hvorfor? Vi ved det ikke, men det tog 4-5 timer ved grænsen. Vel at mærke ved den russiske!

Det var en befrielse at komme til de kinesiske grænsevagter, som smilede til os! Det var dejligt ikke at skulle være bange for folk i uniform!

Vi var en enkelt dag i Harbin inden vi tog til Beijing. Amanda ”kidnappes” hele tiden af kinesere, som tager fat i hende, vil fotograferes med hende og Amanda bliver helt forvirret af det.

I Beijing gik det hurtigt med at finde et hotel, få et bad og bestille…ris til morgenmad. Andet kunne vi ikke få. Vi når at blive trætte af ris inden vi om en måned forlader landet.

Det var stort at stå på den Himmelske Freds Plads og se Mao iagttage de dynamiske hurtige kinesere, som ser ud til at affinde sig fint med den frie markedsøkonomi. Mao skulle bare vide! Historiens vingesus mærkes på pladsen og den var ved at blive gjort klar til 01.10 som er en nationaldag her i Kina.

Det var meget stort at vandre rundt i den Forbudte By. Man forstod, hvorfor kejserdømmet ikke kunne fortsætte. På et tidspunkt var omkring 70.000 mennesker ansat til kejseren. De der ikke havde tilladelse men alligevel bevægede sig ind i byen, hvor han boede, fik hugget hovedet af. Den forbudte by er meget velbevaret og der ofres mange yuan (0.75 kroner) på at restaurere.

Ellers er Beijing en travl asiatisk storby. Der bor 14 millioner mennesker i denne by, så der er ganske enkelt kinesere overalt. De vil gerne sælge og det er dejligt at mærke energier i stedet for det noget tunge russiske sløvsind.

En ung mand spurgte den første dag på gaden, om han kunne hjælpe os, og det kunne han, idet få taler engelsk og meget står på kinesisk. Han har tilbudt at følge os overalt – for at lære mere engelsk, så vi takker ja til hans hjælp. Det er dejligt ikke at skulle blive snydt af taxa chauffører – vi lader Toni bestemme prisen og han er hård at forhandle med, ser det ud til.

Det er ved at være svært at holde til alle de forskellige rigtige og urigtige informationer. Mandag mødte vi forhåbningsfulde op på kontoret, som vil sørge for transport af vor container. Vi sagde nej tak til en kop kaffe, hvorefter vi blev udstyret med en kop kaffe med meget sukker i og et stykke lagkage med lyserødt og grønt creme…..næste gang vil vi forsøge at sige ja tak og så håbe på at undgå det….men export director taler rimeligt engelsk og hun serverer ikke kaffe!!

Nyhederne var, at tolddokumentet, som var udløbet godt kan forlænges..men bilen var ikke kommet fra Khabarovsk endnu, så vi skulle være her en uge mere. En hel uge i denne grå havn, hvor måltiderne er det eneste vi kan se frem til. Det var trist og vi bandede alle russerne langt væk.

Om eftermiddagen gik vi igen derhen. Denne gang var nyheden, at bilen var på vej hertil og ville ankomme tirsdag – i den forkerte by, men vi kunne betale 4000 rubler, så kunne den komme hertil. Vi er i forvejen ved at blive ruineret af at være her, så vi sagde ja tak uden at tænke på kassekreditten.

Og ja, i dag skulle det være ganske vist at bilen ankommer, i morgen skal vi udarbejde beskrivelse af hver enkelt ting i bilen (!), lave toldpapirer over et par dage og vi skulle kunne komme til Kina på fredag hvor der går et tog til Harbin. Det bliver knapt men vi vil arbejde hurtigt og gøre alt for hurtigt at komme ud af Rusland, så vi kan opleve noget nyt og komme videre med ”rejselivet”.

Lige nu er der ikke noget spændende i at rejse – vi venter og sidder på hotelværelset og der er intet i denne by at foretage sig.

Der er lidt langt imellem dagbogsskriveriet, men vi får skrevet i hånden hver dag. Det er nu ellers ikke fordi, der mangler oplevelser – nogle gange trænger vi til, at der ikke sker så meget og især det uforudsigelige og knap så gunstige ting.

Den engelsktalende læge Pavel fik vi et rigtig godt forhold til. Vi nød at være sammen med en velfungerende russer, der kunne hjælpe os lidt på vej. Vi blev inviteret hjem til hans familie, og hans far arbejder ved jernbanen. Dette betød, at vor bil kom i en container og blev sendt med den russiske jernbane. De sagde det kunne tage 2-3 uger for bilen at komme til Vladivostok eller til havnebyen Nahodka. Vor visum udløber den 24-09 2005, så vi er ved at være lidt nervøse for, om vi kan nå det hele.

Vi tør ikke køre hele vejen med en nyopereret dreng, da såret skal renses hver dag.

I søndags den 04-09 2005 kom vi efter to dages togtur til Khabarovsk. Det hele så så godt ud. Flere mennesker var mødt op for at tage imod os. Dette havde Pavels familie sørget for. Irina kendte ingen, men Pavel kendte til hende fra en fælles bekendt i Alaska!! De andre kendte Pavel og hans familie heller ikke, men Pavels far kendte vist Viktors chef!! Det går meget op for os i disse dage, hvor vigtigt det er at have et netværk!!

Viktor havde fundet et billigt sted til os på Students house. Politiet kom efter få minutter på besøg hos os for at ville advare os om, at mange udlændinge var blevet overfaldet i byen, så vi skulle ikke tale med nogen. Ligeså mindede de os om, at vi skulle huske at blive registreret på 3. dagen. Dette ved vi godt og plejer at gøre det på hoteller. Et levn fra gammel sovjetisk tid, og det er mere til irritation end det ellers har noget formål.

Mandag fik vi søgt om visum til Kina. Dette kan vi som udlændinge kun gøre i Khabarovsk, og det var nemt at gøre dette. Irina var dog med til at oversætte.

Tirsdag snerpede det sig sammen med hensyn til registrering. Ingen på Students House ville registrere. Det starter med, at de siger, at vi kan komme klokken 9, så er det klokken 11, klokken 13 og så skifter det til, at vi skal mødes med en anden person. Først vagten, så ”kommandantin” og til sidst er det ”direktor”, og sådan går tiden bare her i Rusland. Det er til at blive vanvittig af. Det virkede ikke som om stedet ville registrere os. Så er der kontoret OVIR (i dag PVU) i byen, men de er nogle banditter, som alle advares imod. Og så kan vi vælge at betale penge til politiet, fordi vi får bøder, hvis ikke vi er registreret. Men alle talte om, at vi skulle have fat i vore originale pas…..som lå på det kinesiske konsulat.

Onsdag gik vi ned på OVIR – som skulle have åbnet hele dagen, men ikke lige denne dag – først klokken 14.00. Og her havde konsulatet nået at lukke. Vi tog bus ud til konsulatet og betalte ekstra penge for at få visum med det samme. Så havde vi da vore pas, så vi kunne blive registreret.

Tilbage på hotellet mødtes vi med Viktor, som fra sin kone havde hørt, at Ovir var de værste banditter, man skulle holde sig fra. Han ville tage et møde med direktøren for at få han til at registrere os. Efter mødet blev vi bedt om at flytte!!! Direktøren var nervøs over at have os boende. Og ja det hele endte med at det var bedst, hvis vi forlod byen!! Så vi fandt et sted for en enkelt nats overnatning, fik købt billetter til næste dag torsdag og var bange for at møde politiet.

Få informationer om vor bil, var vi begyndt at få fat i. Den havde forladt Chita, så det var gode tegn. Vi var lige på dette tidspunkt meget trætte af russere og Rusland.

Det var rart at komme med toget mod Nahodka. Vi vil gerne have indflydelse på processen hen imod at få bilen shippet til Seattle.

Og ja så i dag:

Toget ankommer 1½ time førend vi havde beregnet. Vi møder en russisktalende dame der taler om ”maschine” og ”container”, føler os hen til et kontor, hvor de forsøger at finde et hotel til os. Pludselig dukker en mand op der viser os sit visitkort og han kommer fra det firma, som ejer den container, vor bil er i.

Vi læsses i hans bil, hvor bildøren smækker i på min tommelfinger (i skrivende stund, ved vi ikke, om den er brækket) Amanda kaster op i bilen (køresyg, men hun ramte en pose), men vi ankommer til en havn der hedder Wrangler-1 (35 km fra Nahodka), og bliver indlogeret på et hotel. For dyrt til os, men her er ikke andre!!

Han følger os til et andet firma, som skal klare alle toldpapirer på bilen. Vi opdager at vores papir på bilen er udløbet den 01-09, og dette er ikke godt, men der arbejdes på det. Men ja, det ser ud til, at vi i næste uge kan skrive papirer omkring bilen, få den igennem tolden og selv komme til Kina omkring næste weekend.