Vi rejste fra Brenderup den 23. juni 2005 – over Sverige og Finland for denne vej at komme til Rusland. Vi besøgte Sankt Petersborg og Moskva, men ellers kan vi sige, at der kun var én vej, og det var bare derudad igennem Rusland. Rusland var en stor udfordring, og den blev ikke mindre af, at Mathias måtte en tur på hospitalet med en syg blindtarm. Vi havde hørt mange historier om mafia og andre kriminelle - vi mødte dem ikke... Til gengæld mødte vi mange rare og hjælpsomme mennesker, og gæstfriheden var stor, når vi slog lejr i de små sibiriske landsbyer trods stor fattigdom.

Vi ville have været til Alaska og Canada, men på grund af forsinkelser med den syge blindtarm var det blevet for sent på året. Vi valgte derfor at få bilen shippet til Seattle i USA. I medens bilen blev shippet, rejste vi med tog igennem Kina. Jan og jeg har været en del i Asien, så det var ikke vort ønske at komme til Asien igen, men børnene ville meget gerne til Kina denne gang. Vi fløj ud fra Hong Kong til USA, hvor vi igen mødte bilen!

Vi kom igennem 12 af de 52 amerikanske stater. USA bød på store naturoplevelser - et let land at rejse i. Det var ren luksus efter Rusland og Kina og bød ikke på de store udfordringer. Det bedste var nu, at morbror Torsten og farmor kom og fejrede jul og nytår med os i Californien.

Efter nytår gik det syd på ned igennem Mexico og Mellemamerika. I Mexico mødte vi mange amerikanere og canadier i deres store autocampere - de tager derned og overvintre ("snowbirds"). Det betød også, at prisniveauet var noget højere, end vi lige havde regnet med. Vi fulgte Stillehavskysten ned igennem Mexico med afstikkere ind i landet. I det sydlige Mexico kørte vi op i bjergene og krydsede grænsen ind til Guatemala.

Herefter fulgte El Salvador, Honduras, Nicaragua, Costa Rica og Panama. Vi blev efterhånden skrappe til at krydse grænser - importere og eksportere bil! Mellemamerika er flot, og vi vil gerne tilbage til nogle af landene. Vi skulle nå til Ecuador senest den 2. marts 2006, så derfor nåede vi ikke at at få Mellemamerika "ind under huden".

Vi shippede bilen fra Panama til Ecuador for at komme uden om Colombia. Der mangler faktisk 150-200 km vej imellem Panama og Colombia, så landvejen var helt udelukket - det er også for farligt at bevæge sig ind i grænseområdet imellem de to lande.

Vi mødte bilen igen i Ecuador. Den blev dog ikke rørt meget, medens vi var der, da indianerne havde valgt at lave vejblokader i protest imod regeringen. Vi fik igen besøg fra Danmark - denne gang af mormor og hendes ven Jens, og vi fik mange gode oplevelser sammen med dem. Blandt andet var vi på Galápagosørerne og på jungletur oppe ved grænsen ind til Colombia.

En dag der ikke var vejblokader, skyndte vi os at køre syd på til Peru. Et fascinerende land som bød på gode muligheder for fricamping i den uforstyrrede ørken. Andesbjergene med højsletter, inkaruiner og ikke mindst indianerne og deres landsbyer.

Fra Peru ville vi have været igennem Bolivia over til Brasilien. Rygterne sagde, at der også var vejblokader i Bolivia - det havde vi oplevet og var ikke interesseret i flere af slagsen. Derfor valgte vi at køre syd om Bolivia igennem Chile og Argentina. Turen over Andesbjergene fra Chile til Argentina var en af de smukkeste, vi havde i Andesbjergene. Vi krydsede Argentina og tog over til Iguazu vandfaldene, som ligger på grænsen imellem Argentina og Brasilien. Chile og Argentina er lette lande at rejse i. Man kan købe alt, gode veje og man kan gratis slå lejr ved tankstationerne.

Undervejs igennem Argentina viste det sig, at det var billigst at få bilen shippet til Europa fra Buenos Aires i Argentina i forhold til Brasilien, som var vores oprindelige plan. Vi kørte derfor til Buenos Aires og fik bilen sendt af sted til Le Havre i Frankrig. I de tre uger det tog bilen at nå til Le Havre, brugte vi i Rio de Janeiro i Brasilien. Vi fik "holdt ferie" og der blev arbejdet med de sidste lektier inden "sommerferien".

Vi fløj til Frankrig den 20. juni 2006 og mødte igen bilen i Le Havre. Derfra gik turen hjemad over Belgien, Holland og Tyskland for derefter at krydse grænsen til Danmark den 1. juli 2006 - halvanden time efter var vi igen på hjemmeadressen i Brenderup, hvor familie og venner tog imod os.